Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede / I Bog. Om Kulturhistorie. - Land og Folk / 73 (1914-1915) Author: Tr. Fr. Troels-Lund Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Norges Dyreliv

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Læ for Nordostvinden. Dog paastod man, at nogle var saa træske, at
de med Flid valgte et sludfuldt Sted, hvor man mindst vilde falde
paa at søge dem. Ligesaa antoges de alle at ligge i "Udleje", det
vil sige i et foreløbigt Leje i nogen Afstand fra det egentlige,
for at prøve, om der var Fare, og lede Fjenderne paa Vildspor.
Ved Ny-Sne, for at Sporet ikke skulde findes, begav de sig derfra
til det rette Vinterleje, krøb deri, lod sig sne til og laa saa
under Sneen i en dvalelignende Tilstand, ovenfra kun kendelig paa
et Par rødbrune Aandehuller i den dybe Sne og saa en svagt lullende
Lyd, ikke ulig en Kats Snurren.


Fig. 71. Bjørn, der søger efter vilde Biers Honning.
(Efter Olaus Magnus 1555.)

Ved Foraarstid gik de atter ud af Hiet, magre, stive og vaklende
paa de ømme Labber. Det fortaltes for vist, at deres første Maaltid
da var en Myretue for at bringe Fordøjelsen i Orden ovenpaa den
lange Faste[1] (Fig. 68). Derefter levede de et godt
Fjerdingaar kun af Løv og Græs, holdt sig for sig selv og skyede
at ses, i Bevidsthed om deres Svaghed (Fig. 69).

I disse to Tidsrum var Bjørnene altsaa højst uskadelige Dyr.
Anderledes teede de sig i det tredje. Ved Midsommertid kom der
nyt Liv i dem. Alt som Naturen udfoldede sine rige Gaver,
voksede ogsaa Lysten hos dem til at nyde disse. Instinktmæssigt
vaagnede Trangen til at spise sig alvorligt ud før den lange
Vinterhvile. Nu smagte Bladene dem ikke længer; det skulde være Bær
– Blaabær, Bringebær og deslige (Fig. 70). Honning var Herreret
(Fig. 71). De nøjedes ikke mere med stille knurrende at sidde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>