Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FALK 149
ende Sol sendte sine varme Straaler ind i Ryggen paa mig,
men jeg var tilstrækkelig ophedet af Raseri. Jeg vilde aldrig
have troet, at en simpel Bugsering i den Grad kunde have
givet mig Forestillingen om en Bortførelse. Falk ligefrem
løb bort med Diana.
Den hvide Slæbedamper fo’r midt ud paa Floden. De
røde Hjulskovle rasede vildt og piskede hele Vandfladen til
Skum. Diana valsede rundt med samme Ynde som en
gammel Lade og fløj af Sted efter sin Ransmand. Gennem de
splittede Røgskyer, der drev hen over Vandet, saá jeg et
Glimt af Falks brede, ubevægelige Skuldre under en hvid
Hat, der var saa stor som et Vognhjul. Jeg saá ogsaa hans
røde Ansigt, de gule, stirrende Øjne og hans store Skæg. I
Stedet for at holde Udkig vendte han med Villie Ryggen til
Floden for at stirre paa Trossen. Det højtbyggede, tunge
Skib, der aldrig før var blevet behandlet paa den Maade,
syntes at være blevet helt forvildet og gjorde et vildt Spring til
Siden, saa det et Øjeblik kom ret over imod os, truende og
klodset som et bortløbet Bjerg. Vandet blev drevet halvvejs
op imod dets butte Stævn, mine Folk gav ét stort Vræl — og
saa holdt vi alle Vejret. Det var ellers lige ved. Men Falk
havde sikkert Tag i Diana. Jeg indbildte mig, jeg kunde
høre Staaltrossen klinge, da den svingede hen over Bakken,
hvor Folkene flygtede i alle Retninger. Det var lige ved!
Hermann var styrtet hen til Rattet for at hjælpe til, han var
iført en brunlig Flonelsskjorte og et Par sennepsfarvede
Benklæder, og jeg saá, at Haaret strittede til alle Sider omkring
hans forfærdede Ansigt. Diana gled saa nær forbi os, at jeg
havde kunnet ramme ham i Nakken med en Haarbørste —
jeg opdagede, at jeg stadig stod med dem i Hænderne. Fru
Hermann sad paa Skylightet med et uldent Sjal om
Skuldrene, og som Svar paa mine harmfulde Gebærder viftede hun
med et Lommetørklæde og nikkede og smilede paa den
venligste Maade, man kunde tænke sig. Drengene, der kun var
halvt paaklædte, sprang jublende omkring paa Hytten, og
Lena, der var iført et kort rødt Skørt og viste sine spidse
Albuer og bare Arme, vaagede hengivent over Kludedukken.
Hele Familien passerede Revy for mig, og den sidste, jeg
saá, var Hermanns Niece, der stod et Stykke borte fra de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
