Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
neeas søn? Hans ben er hvitere end hans morderes ansigter.
Sover Mahha i sin hytte? Dere vet, at mange maaneskifter er
gaat, siden han brøt op til de lykkelige prærier; om han var
her blandt os, saa han kunde fortælle hvilken farve den haand
hadde, som tok hans skalp!"
Paa denne maate fortsatte den slu høvding endnu længe og
nævnte ved navn alle de krigere, som hadde fundet sin dod i
kampene med Pawneerne eller i sammenstøt med hvite mænd.
Han visste nok, at ethvert navn vakte gjenlyd i et eller andet
bryst.
Mens han endnu utfoldet sin høieste veltalenhet, traadte
en mand, som var saa gammel, at han kun med møie kunde
gaa, ind i kredsen og stillet sig likeoverfor høvdingen. Et
skarpt øre vilde kanske ha opdaget, at Mahtorees stemme ikke
længer var saa sikker som før, da hans lynende blik faldt paa
den gamle mand; men forandringen var saa ringe, at kun de
færreste la merke dertil. De rop som lød fra mund til mund,
da han viste sig, forkyndte ikke alene hans navn, men var
ogsaa et vidnesbyrd om den høie anseelse som han nød og et
tegn paa hvor usedvanlig man ansaa dette hans besøk. Det var
Le Balafré — Den arrede. Men da den gamle hverken snakket
eller gjorde nogen bevægelse, glemte man ham atter, og alles
øine vendte sig paany mot høvdingen som fortsatte sin eggende
tale. Stadig vildere blev uttrykket i alle ansigter, stadig hef
tigere og mere larmende bifaldet, som hilste hans ord. Med
en kort og hidsig appel til krigernes stolthet og dristighet
sluttet Tetonen sin tale og satte sig pludselig ned.
Bifaldet var endnu ikke forstummet, da man hørte en svak,
hui stemme, som syntes at komme fra den gamles inderste
bryst og først litt efter litt tiltok i styrke. En høitidelig stilhet
indtraadte atter, og nu saa man først, at den gamle mands
læber bevæget sig.
«Le Balafrés dag er snart endt," var de første ord, som
tydelig kunde forstaaes. ~Han ligner en bøffel som haarene
ikke længer vokser paa, og snart vil han forlate sin hytte for
at lete efter en anden, som ligger langt borte fra Siouxernes
landsbyer. Og hvad han har at si, er ikke for ham seiv, men
for dem som blir tilbake. Hans ord er modne som frugten
paa træet, modne og gode, saa de kan gis til høvdingen
Mange vinteres sne er faldt, siden Le Balafré var paa krigs
stien. Hans blod har været meget hett; men det har hat tid
til at bli avkjølet. Wahcondah gir ham ikke længer drømme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
