Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som så’, du ikke vilde forlade os," bemærkede moderen i stille
bebrejdelse, og det traf. Men Hans kom hende til hjælp.
"Forlade eder? Ethvert barn, som gifter sig, må vel forlade
sine forældre." Han smilte og føjede venlig til: "Rejsen blir
ikke lang; der er lidt over tre fjerdinger herfra til Haugen."
Men det er jo ikke egentlig ordene, det kommer an på ved slig
lejlighed; tankerne tar sin vej trods dem. Forældrene følte sig
forladte, ja forrådte ved de unges beslutning. At der kunde
leves godt på Haugen, vidste de nok: de rejsende did havde
givet stedet anseelse; der havde til og med stat om det i
bladene; - men Haugen var dog Haugen, og at Mildrid, deres
kjæreste barn, vilde gjøre slægtens rejse tilbage til Haugen, det
var dog formeget! Under disse omstændigheder vilde måske
andre ha været vrede, men disse to ønskede helst i stilhed at
komme bort fra det, som de ikke likte. De vekslede derfor
et forstaaende øjekast, og faderen sagde lempelig: "Dette er
for mange ting på én gang, vi kan ikke godt svare til det
endnu." - "Nej," sagde også moderen; "vi havde ikke tænkt
at få så stor tidende - og få den således." Hans stod lidt,
før han sagde: "Det er så, at Mildrid først skulde ha spurt
sine forældre. Men når nu ingen af os vidste noget om det,
før det var for sent? Således gik det nemlig til. - Vi kunde
da ikke gjøre andet end at komme, straks det var gjort, begge
to, og det har vi gjort. - I får ikke ta det for strængt."
Efter dette var der i grunden intet at sige på deres færd,
og den rolige måde, han brugte, gjorde det endnu sandere.
I det hele mærkede faderen, at han stod sig ikke mod ham, og
liden tillid som han havde til sig selv, vilde han derfor så
meget heller komme fra det. "Vi kjender dig ikke." sagde han
og så på konen; "vi må få betænke os." - "Ja, det er vist
det beste," mente Randi; "for den, vi skal gi vort barn, må vi
jo kjende." Mildrid følte krænkelsen i disse svar, men så
bedende på Hans. "Det er sandt," svarede Hans og begyndte
at dreje geværet under den ene hånd, - "skjønt jeg tror ikke,
der er mange i bygden, som er synderlig mere kjendt end jeg.
Men kanske har nogen talt ondt om mig?" Han så op på
dem. Mildrid sad forlegen på forældrenes vegne, og disse selv
følte, at de havde kanske vakt mistanke, og det vilde de ikke.
"Nej, vi har intet ondt hørt om dig," sagde derfor begge på
en gang, og moderen lagde i skyndingen til, at det virkelig var
så, at de slet ikke kjendte ham, for de havde så sjælden
450 J§^>
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
