Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
alene salmer, nej, også gamle, muntre viser; han yndede
selskabslege, spillede skaktavl, lod ungdommen danse hos
sig; han krævede kun, at det skulde ske i tugt og ære. Dette
har en gammel enfoldig discipel af Luther, nemlig præsten
Johan Matheus, skrevet op og fortalt sine sognebørn fra
prækestolen. Han bad, det skulde bli dem til vejledning, – og
lad os bede om det samme!"
Provsten rejste sig: "Kjære venner, nu skal vi slutte for
idag." Alle rejste sig. "Her er talt mange ord til oplysning;
måtte nu gud gi nåde til denne udsæd!
Kjære venner, I bor på afsides steder; I bor højt oppe,
hvor kulden oftere skjærer kornet end sigden. Slige ødemarker
tilfjælds burde nu atter overlades til eventyrene og det
græssende kvæg. Åndslivet gror deroppe knapt og blir mørkladent
som urterne. Fordommen lægger sig over livet som fjældene,
hvorunder de avles; den skygger det og skiller det. Herren
samle, herren lyse! – Tak for idag, mine venner! Det blev
en dag til større klarhed også for mig." Han tog hver af dem
i hånden, og selv den unge mand gav sin i venlighed, dog
uden at se op.
"I tar over fjældet; – når kommer I så hjem?" spurte
provsten, da de skulde gå. – "Å, inat engang," svarede Lars;
"der har samlet sig megen sne nu, og hvor den er afblæst,
ligger issvul." – "Ja, venner, det er al ære værd at søge
kirken på de vilkår. – Måtte I nu ikke komme til skade på
vejen!" – Erik svarede stille:
"Er gud for mig, så træde
mig, hvad der vil, imod.
Jeg kan i bønnens glæde
det træde under fod!"
"Det er sandt, Erik, den gang traf du det!"
"Ja, vent dog," sagde Ødegaard, da de vilde til at gå; "det
er ikke underligt, at I ikke kjender mig; men jeg skulde dog
nok ha slægt på Ødegaardene." De vendte sig alle mod ham,
selv provsten, som vel havde vidst det, men ganske glemt det.
"Jeg heder Hans Ødegaard, søn af Knud Hansen Ødegaard,
provsten, som engang vandrede ud fra eder med skræppen på
ryggen." – Da lød det fra de mange tørklæder: "Herre gud,
– det er bror min, det." –
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
