Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fiskerjenten - Fjerde kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og det er mig. Nu vil jeg slutte, for jeg har brugt op to ark,
og bogstaverne blir så store; ti det er det værste, jeg gjør,
men jeg gjør det alligevel, når du vil det. Og så vil jeg tilslut
sige dig, at det var vel alvorligt; for var det ikke alvorligt, så
var det stor synd og kan bli til ulykke for mange.
Gunnar Ask,
Understyrmand på briggen:
"Den norske Grundlov."
En stor frygt overvældede hende, hun var i et nu kommen
op af sengen og påklædt. Hun måtte ud, som gaves der
etsteds et råd; ti alt var blevet uklart, usikkert, farligt. Jo mere
hun tænkte, jo mere løb tråden i floke for hende, én måtte
hjælpe at rede, ellers kom hun ikke løs! Men hvem turde
hun tro sig til? Det kunde ingen anden bli end moderen.
Da hun efter lang kamp stod i kjøkkenet hos hende, ræd,
grådfuld, men stærk i at ville være fuldt fortrolig for at få
fuld hjælp, sagde moderen uden at vende sig og derfor uden
at lægge mærke til Petras ansigt: "Nu har han været her;
– han er kommen hjem igjen." – "Hvem?" hviskede Petra
og holdt sig fast; ti var Gunnar alt nu kommen, så var også
alt håb væltet. Hun kjendte Gunnar; han var tung og
godmodig, men, en gang i vrede, blev han afsindig. "Du skal
straks komme derhen," sagde han. "Derhen?" skalv Petra,
hun forstod øjeblikkelig, at så havde han alt sagt det til sin
mor, og hvad vilde så ske? – "Ja, til præstegården," sagde
moderen. – "Til præstegården? – Er det Ødegaard, som er
kommen hjem?" – Moderen vendte sig nu imod hende: "Ja,
hvem ellers?" – "Ødegaard!" jublede Petra, og glædens
storm jog luften rent i et blink; "Ødegaard er kommen,
Ødegaard, å, gud i himmelen, han er kommen!" hun var ude af
døren og opover markerne. Hun stormede frem, hun lo, ropte
højt; det var ham, ham, hun trængte til; havde han været
hjemme, var intet ondt sket! Hos ham var hun tryg; blot
hun tænkte på hans høje, lyse åsyn, hans milde stemme, ja
på de stille, billedrige værelser, hvori han bodde, kom hun i
fredeligere takt og følte sikkerhed igjen. Hun gav sig stunder
og samlede sig. Det strålede over by og landskab i den
faldende høstkvæld, især lå fjorden i en mægtig glans; derude i
sundet hvirvlede den siste røg væk af det dampskib, som havde
bragt Ødegaard. Å, blot at vide, h$n var hjemme igjen, gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
