Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - En glad gut - Tiende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
EN GLAD GUT
narrer jenten. Datter min gik og skabte sig så længe, til hun
fik gifte sig med en fark, og han drak dem overende begge to,
og jeg måtte ta barnet og betale moroen; men dyre død, om
det skal gå datterdatter min på samme måde, nu ved du det!
- Jeg skal sige dig, at så sandt jeg er Ole Nordistuen på
Hejdegårdene, skal præsten før lyse til bryllups for
huldrefolket oppe i Nordalsskogen, end han skal slippe slige navne
ned fra prækestolen, som Marits og dit, din julebuk! - Skal
du kanske gå og skræmme skikkelige friere fra gården, du?
Ja, prøv på at komme, så skal du få slig en rejse nedover
bakkerne, at skoerne skal stå bag efter dig som en røg. Din
Fliremikkel! Du tror kanske, jeg ikke ved, hvad du tænker
på, både du og hun. Jo, I tænker, at gamle Ole Nordistuen
skal vende næsen i vejret bortpå kirkegården, og så vil I trippe
frem til alteret. Nej, nu har jeg levet 66 år, - og jeg skal
bevise dig, jeg, gut, at jeg skal leve, så I skal få blegsot af
det, begge to! Jeg skal gi dig det til, jeg, at du skal få lægge
dig omkring væggene som nysne og endda ikke se hendes
fodsåler, for jeg sender hende ud af bygden, jeg sender hende
did, hun er tryg, så kan du flakse om her som en latterskrike
og gifte dig med regn og nordenvind. Og så taler jeg ikke
mere til dig; men nu ved du, som, far er, min mening, og vil
du hans vel, som det her gjælder, da må du få ham til at
bøje elven did, den kan løbe; over min ejendom er det
forbudt." - Han vendte sig med små, forte skridt, idet han
løftede højre fod lidt stærkere end venstre og småskjændte
for sig selv.
Der var faldt fuldkommen alvor over de tilbagestående, et
ondt varsel havde blandet sig i deres spøg og latter, og huset
stod et øjeblik tomt som efter en skræk. Moderen, som fra
kjøkkendøren havde hørt alt, så bekymret på Øyvind, næsten
til tårer, og hun vilde ikke gjøre det tyngre for ham ved at
sige et eneste ord. Da de alle stiltiende var gåt ind, satte
faderen sig ved vinduet og så ud efter Ole med megen alvor
over sit åsyn. Øyvinds øje hang ved hans mindste minespil;
ti i hans første ord måtte jo næsten de to unges fremtid ligge.
Satte Thore sit nej sammen med Oles, stod det neppe til at
komme forbi. Tanken løb skræmt fra hindring til hindring;
han så et øjeblik bare fattigdom, modvilje, misforståelse og
krænket æresfølelse, og enhver støtte, han vilde ta til, gled
under tanken. Det forøgede hans uro, at moderen stod med
9^ 281
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
