Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Synnøve Solbakken - Syvende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
SYNNØVE SOLBAKKEN i
endnu længe i vinduet, vendte sig da og gik op og ned; konen
kom ind igjen, hun stansede. Jo, det var, som jeg tænkte,"
sagde hun; "Synnøve sidder oppe og grater, men roder ned i
sin kiste, når jeg kommer," og så fortsatte hun, idet hun
rystede med hodet: "Nej, det er ikke godt, at Ingrid går her";
- hun gav sig til at stelle rned kvældsmaden, gik ofte ud og
ind. Engang, mens hun var ude, kom Synnøve, lidt rødgrædt
og stille; hun gled let forbi faderen, som hun så op i ansigtet,
og hen til bordet, hvor hun satte sig og tog en bog. En stund
efter lagde hun den sammen, gik hen og spurte moderen, om
hun skulde hjælpe hende. "Ja, gjør du det!" sagde denne;
"arbejde er godt for alting."
Det blev hendes tur at dække bordet; det stod borte ved’
vinduet. Faderen, som hidtil havde gåt op og ned, gik nu
derhen og så ud. "Jeg tror, den kommer sig, den bygageren,
regnet slog," sagde han; hun stillede sig ved siden af ham og
så til. Han vendte sig, konen var inde, og så strøg han bare
den ene hånd ned ad Synnøves baghode, hvorpå han atter gav
sig til at gå.
De spiste, men meget stille; moderen læste bønnen den dag
både før og efter bordet, og da de havde rejst sig, vilde hun,
de skulde læse og synge, hvad de også gjorde. "Guds ord gir
fred; det er dog den største velsignelse i huset." Moderen så
i det samme hen til Synnøve, som havde slåt øjnene ned.
"Nu skal jeg fortælle en historie," sagde moderen; "det er
sandt, hvert ord, og ikke ilde for den, som vil tænke
derover." –––-
Og så fortalte hun: "Der var i min opvækst en jente på
Haug, som var datterdatter til en gammel, boglærd lensmand.
Han tog hende tidlig til sig for at ha glæde af hende på sine
gamle dage, lærte hende da naturligvis guds ord og god skik.
Hun var snar til at fatte og glad i kundskab, så hun, inden
lang tid løb, var fremme, hvor vi stod tilbage; hun skrev og
regnede og kunde sine skolebøger og 25 kapitler i bibelen, da
hun var 15 år; jeg husker det, som det var igår. Hun holdt
mere af at læse end af at danse, så hun sjælden fandtes der,
hvor laget gik, men tiere i bestefarens loftværelse, hvor hans
mange bøger stod. Det bar slig til, at hver gang vi kom
sammen med hende, stod hun, som hun var andensteds, og vi
sagde til hverandre: Var vi blot så kloge som Karen Hougen.
Hun skulde arve gamlingen, og mange gode karer bød sig til
at dele halvt med hende; afslag fik cle altø. På den tid vendtQ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
