Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chabarowa — Maudhavn
for denne sak, hadde vi allerede hat en følelse av den, idet sidste
lodskud kun gav 10 meter.
Sverdrup drev sine strømmaalinger tidt og ofte, det vil si, saa ofte
han saa en aapen vandflek mellem isflakene stor nok til at fire ned en
strømmaaler. Strømmen var en typisk tidevandsstrøm, som jo ogsaa vor
drift kunde fortælle os efter vore peilinger paa land.
Vi hadde om natten været utsat for en ganske sterk skruning. 1 vor
drift østover med ismassen var vi tørnet op mot en grundis, det vil si,
en is, som staar paa grund, og hele bakse« satte paa. Vi fik endel dunk
og støt, men svinget snart rundt grundisen og fortsatte vor drift med
massen. Vi lærte saa meget av denne lille affære, at det var tvingende
nødvendig at ha vore saker i slik stand, at roret kunde løftes op paa
kortest mulig varsel og med mindst mulig assistance. Jeg tror vi rak
fuldkommenheten i saa henseende. Vi bragte det nemlig derhen, at en
mand — en eneste mand — i løpet av utrolig kort tid kunde løfte det
svære tunge ekeror.
Den 21. rammet vi os frem et ganske kort stykke fra klokken 2 til
4 om morgenen. Is og taake var da saa tæt, at vi intet mere kunde gjøre.
Klokken 12 middag var det en ret iøjnefaldende forandring paa isen
længer ut i havet. Den slaknet nemlig op, mens isen vi laa i under land
holdt sig pottetæt. Det var for fristende! Og vi faldt. Efter en del
ram-ming og vriding lykkedes det os at komme ut av tætisen og over i den
slakke, og nu bar det med en fart ganske ukjendt for os NO over mot
Jalmal. Men av lang varighet blev denne lystreise ikke. Klokken iy2 om
aftenen satte isen sammen, og der laa vi som i en skruestikke mellem svær,
gammel og flinthaard is midt i Karabugten. Kun en ganske liten
landstrækning var nu synlig i vest. Nu var vi midt i det og fik ta følgene.
Det var ikke frit for, at «St. Anna» spøkte i mit hode fra tid til anden.
Sjøen krævet hver nat og det var meget som tydet paa, at høsten ikke
var langt væk. Jeg begyndte saa smaat at gjøre mig fortrolig med, at
en overvintring var uundgaaelig, før vi naadde frem til vor startplads
nordenfor de Ny Sibiriske øer. Tiden var allerede langt fremskreden, og
utsiktene meget daarlige.
Den 22. søkte vi at ramme os ut av storisen, men forgjæves. Vi vandt
ikke en fot. Ut paa dagen brøt solen igjennem, og vi fik en høide med
kunstig horisont. Den satte os noget østligere end bestikket, men det
var ikke overraskende. At faa bestikket til at stemme i et farvand som
dette, hvor man — i den tid man gaar — styrer rundt i de forunderligste
figurer og i den tid, man ligger stil, driver i alle mulige retninger, er
63
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
