Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første Bog - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Bogs
Ved sand Ruelse bedres Liv og Levnet.
100
stal bedrove dig iudtil Doden, naar
dn det mister; thi hvad man alt
formeget elsker, bedro’ver en alt for
meget, naar man mister det. Og
dn maa dog endelig slippe og miste
det i Doden. Daarers Arbeide
bliver snrt sor dem, siger Salomon
lO, 15st Et Verdensbarn
forhvcerver sit Gods med stort Ar
beide, besidder det med stor Frygt
og sorlader det med stor Smerte,
det er Verdens Bedrøvelse, som
mor og sorarbeider Dpden. Aab.
14, 11. staar der: At de, som tilbede
Tyret, have ingen Rolighed Tag
eller Nat. Ligesaa kan de, som
tilbede den verdslige Rigdoms og
deres bcrstiste vg sceagtige Gjerrig
heds stjonne Dyr, ikke have Ro og
Hvile, men maa have mange Plager.
De ere ligesom hine kameler og
Mnlcesler, paa hvilke man over de
hoie Bjerge sorer kosteligt Sil
ketoi, Mdclstene, dyrebare Urter,
Viin og andre dyrebare Varer. Thi
disse Bcester have mange Tjenere,
som opvarte dem og lobc hos dem
sor disse deilige Klenodiers Skyld,
som de boere: men naar de ere komne
i Herberget, da tages de stjonne
brogede Deekkener og kostbare Ting
fra dem og de have intet andet deras
end Hug, Slag og trcrttc Lemmer,
og blive saa alene sorladt i Stal
den. Ligesaa har den, som i denue
Verden har baaret Silke og Guld,
ja, ogsaa den, der har baaret
Krone og Spir, paa sin Asstcds
Aften intet deraf, uden sine Syn
ders Rebler og Slag, som han har
sanket sig ved sin Rigdoms Misbrug,
tz 8. Loer derfor at forlade
Verden, for den dig forlader,
ellers vil den da forskrækkelig
bedrove dig. Hvo, som forlader
Verden med sin Sjcel, Hn og Sind
og vender sit Hjerte og Kjcerlighed
fra den, mens han lever og ftrend
han maa forlade den med Legemet,
han dor gladelig og kan ikke be
drov es af det Timlige. Der Israels
Bs’rn vilde gaa nd as Mgyvten,
vaalagde Pharao dem alt mere og
mere en nlidelig Byrde og teenkte
dem derved aldeles at odelcegge (3
Mos. 5, 9.), iligemaade, jo noermere
vort Endeligt er os, jo mere giver
os den Helvedes Pharao, Djcevelm,
ind i Hjertet, at vi stnlle befvcere
os med det Timelige, paa det han
os saaledes evindelig maa under
trykke, ndrydde og omkomme. Man
kan Intet fore med sig as Jorderige
ind i Himmerige, vi maa end
ogsaa lade vort eget Legeme efter
os til en glcedelig Opstandelse.
Den Vei til Livet er saa smal
og snever, at den aftrcenger fra
Sjcelen alt det, som jordisk er.
Matth. 7, 14. siges der jo: At
den Vei er snever og trang, som
forer til Livet, og der er faa, fom
sinde den. Ligefom Hveden og
Avnerne med Pleilcn adskilles i
Loen, faa gaar det og til i Ddden;
Hveden, fom er de Troendes Sjcele,
bankes ved Doven fra alle denne
Verdens Avner og det timelige
Gods og Mre, hvilket er lige
som Avner, der Vciret bortspreder
>Pf. 1, 4). Betcmk da vel Pauli
Ord: Denue Verdeus BedrMlst
gjor Dpden, men den Bedrøvelse
efter Gud asior Omvendelse til
Saliggørelse, som man ikke fortryder
(2C0r.7, 10V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
