Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
79
gjengjælde Komplimenten og begyndte at
udtale sig med Henrykkelse om Hilda Ben
nechen, der just sluttede sig til Polonaisen
med en halvgammel Adjunkt eller noget sligt.
,;Aa nei — gjør Dem ingen Uleilighed, —"
raabte Statsraadinden , „vor Hilda har des
værre ingen Skjønhed at rose sig af."
„Men Frue! — da finder jeg — tvert
imod — " den ulykkelige Grosserer stammede.
„De er altfor artig — Hr. Grosserer!"
Fru Bennechen lo tvungent, og han forstod,
at han havde begaaet en stol* Dumhed.
Da imidlertid Alfred Bennechen kort efter
viste sig, fik han Anledning til at rette paa
sine Affærer ved at rose denne over al Maade ;
og han havde den Tilfredsstillelse at se, at
Fruen med levende Interesse hørte hans Kom
plimenter, medens hun fulgte sin yngste Søn
med øinene.
Den første Vals slæbte sig hen stiv og
kjedsommelig, skjønt Musiken var udmærket,
og den prægtige Salon straalede i hvidt og
Guld med sine tre svære Lysekroner og Lam
petter paa Pillerne langs Væggene. Paa den
ene Langvæg var der smaa Kabinetter, hygge
lige halvmørke Smuthuller, hvor — som Fru
Bennechen sagde — Benene kunde hvile og
Hjerterne tale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
