Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristensen : Dansk sproghistorie. 143
u, mener jeg, at vi er berettigede til at tro, at gh har fået
sin tilbagetrukne (og rundede) lyd, når den foregående vokal
var bagtungevokal.
Gida. Bib. iæwæl viser da, at gh havde sin gutturale
lyd, för ia blev iæ, hvad der da også stemmer godt med det
foregående.
Men efter dette skulde jeg være tilböjelig til at tro, at
den samme forklaring, som gælder i østdansk, også må an-
vendes på jysk, og at de jyske former med g h > w efter et
ø, som i oldnord. ikke var åu (men øy eller ø) skyldes side-
indflydelser af en eller anden art.
At den tid ikke kan have været så fjærn en fortid, da
*åu havde en anden lyd end den af øy og ø opståede ø-lyd
i nogle dialekter ‘), viser også den omstændighed, at åu i
svag (ikke hovedaksentueret) stavelse i nogle kilder regelret
bliver u (o), som mullogh Eriks 1. 2, 39 c *mulnogh1 isl.
mundlaug, windugh Harp. stb. 62, Leg. Cambr. 1, 13, isl.
vindauga, ørtugh (oftere) < -*tåug-, walruf Sk. 1. 5, 27 o.
fl. stt., Rökst. ualrauban. Men i andre kilder finder vi i
disse ord i st. for -ogh, -ugh endelsen -igh, sål. i Flensborg
bylov (også hunigh for det aim. hunugh) og i adskillige se-
nere hdskr. Så vidt jeg kan skönne hører formerne med i
i endelsen i disse ord, lige så vel som i adjektiverne på
-igh, -ugh 2), særlig hjemme i de samme egne, hvor gh efter
rundet fortungevokal altid bliver % medens formerne med u
hører hjemme dels i et sællandsk-skånsk område, dels i et
jysk område.
Her synes nu atter at være en tilknytning til behand-
lingen af gh efter r og l 3). Kbh. Harp., som har windugh
1
) Også i adskillige gi. svenske dialekter er forskellen mellem et ”bakre”
og et ’’främre” 6 tydelig, se Eock Fsv. ljudl. s. 54, 548.
a) Se min Fremmedordene i det ældste da. skriftsprog § 48.
3) Vist også efter », sml. manugh Jy. 1., men manigh emigh Fl. byl.
Julemærkerne (skånsk) i KHarp. (Brandts Læseb. s. 55) bar både mannuæ
og manniæ.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
