Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kristensen: Anmälan,
87
fem. og porte, r oskinn, som bægge har opr. tor. (SnE. I, 254: Vretår
stoft Vrgsko broder, va gagn faäér Magna, got. tvrisqan). Tabet
af tø i dansk er således uforklaret, og d& hvær k en lyd eller
betydning passer med on., men bægge dele med ty., m& aet danske ord
vi s t være lån fra nt.
Formen bøth s. 120 ligner så lidt oldjysk, at jeg formoder,
den beror på misforståelse af Lunds glossar s. 15 1. 4; den nævnes
ikke af Lyngby i Udso. böjn., og Yarming har heller ikke kendt
den. Men overgangen oth > øm findes i adskillige nyjyske mål,
så former som brøthen behøver ikke at være analogidannelser (man
finder løen < lothænt tø af oldjy. toihæ).
S. 121 mener forff., at nyjy. sy øn forudsætter *stön, men næppe
med rette; ved siden af syøn findes også sywn, som bestemt peger
tilbage til siün, den i oldjysk faktisk forekommende form.
Jeg skal i sammenhæng omtale nogle bemærkninger, som
findes s. 124, 129, 146 og 161, da jeg tror, at dette vil være mest
oplysende. S. 129 meddeles det, at når tt-brydning på grund af
den foregående konsonants art, ikke kan indtræde, erstatte den af
w-omlycL Dette er vist rigtigt, herpå peger også da.-sv. trygger
ved siden af biug, niugger osv. Men der er da grund til at
undersøge, om ikke også hindret a-brydning giver a-omlyd. Men herom
eriarer vi intet s. 124, ja forff. afskærer endda en mulighed for at
undersøge dette ved s. 146 at meddele, at on. e alt ved 900 blev æ *)
(jfr. s. 161: som ethvært andet 2). Hvorledes de norske forff. har
kunnet skrive dette, er mig ufatteligt. I ish håndskrifter er ganske
vist alt ved år 1200 de to lyd faldne sammen m. hens. t. betegnelse,
men (Noreen: An. n. aisl. gr.2 § 81 og 85) dette er ikke tilfældet med
norsk. I norske håndskrifter skelnes i den ældste tid endnu ofte
mellem æ og e, om end e for æ og æ for e findes. Fordelingen er
følgende: ono. e svarer 1. til opr. undtagen i visse senere angivne
ilfælde, 2. til opr. as foran lang dental og guttural nasal. Ono. æ
svarer 1. til opr. æ undt. det foran nævnte tilfælde, 2. til forkortet æi
(Torp og Falk s. 161), og 3. til ældre e i *) a) enkelte ord med opr.
i foran nasal (kvænna, kværikyn, rænr, þrænnar; vætr, drækr); b) i
enkelte ind. sing. (fælr, bær r% hvor andre nord. sprog har
brydning i inf.; c) i en række tilfælde, hvor brydning var
væn-tet, men ikke har kunnet indtræde på grund af foreg, v
eller snpradental: svæfn, værk, vcerda, værdr, væl, vægr, væsall,
væstr, (væra sj.), Tdærkr, rægn, hværfa, (rækr men reka vel snarest
til b). Denne sidste række rummer væsentlig de samme ord, som
dialektisk kan findes med a for væntet æ (Torp og Falk s« 147),
og den stærkt åbne vokal synes lettest forståelig, om man antager,
at ligesom en vokal, der hindres i at A n-brydning, får u-omlyd
*) Det beror vel p& en skrivefejl, at t-omlyden af a synes at være
blevet æ senere end opr. e.
*) Eksemplerne fra Wadstein: Fno. hom. ljudl. s. 55 flg., kap. 2 passim,
og Noreen 1. c.; sml. nu også Hægstad: Gamalt Trøndermaal § 98.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
