Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tvedelingen af Sakses kilder, et genmæle (Axel Olrik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Olrik: Sakses kilder. 75
Det er prof. S:s tanke, at den ejendommelige sagastil, der
behandler begivenhederne i prosa og kun lader stemninger bryde
frem i lyrik, skal være opstået både i Danmark, hvor vi intet ved
om lyrik, men hvor epos var yndlingsdigtart, og i Norge, hvor hele
udviklingen gik i lyrisk retning. Og den skal i Danmark (o: i
nogle af Sakses fortællinger, i Haddings og i Fridlevs saga) have
nået en udfoldning, som næppe nogen islandsk saga kan måle
sig med.
Det overgår min virkelighedssans at lade kunsten høste så
meget, hvor livet har sået så lidt. Men formodningen støtter sig
jo kun på Sakses heltesagaer; og om dem ved vi, at han har
benyttet Islændingene.
Da vi søgte om kvad, der med störst sikkerhed lod sig
henføre til ikke-islandsk overlevering, stødte vi — i Hjarnekvadet over
Frode — på epos, hvor man snarest kunde vente lyrik. Men vi
finder overhovedet i hans oldhistorie ingen lyrik kvædet i Danmark,
uden når Nordmænd kommer hertil (Haddings dronning, Erik
målspage); al lyrikken hører til på tog, især på fjærne
æventyrlige krigstog; og Norge er et særlig benådet land; når en dansk
konge kommer dertil, hører han lyriske digte ikke blot af krigere
eller af røvere, men også ud af gravhöjen, eller i svanernes sang
i luften; og her bliver den danske konge selv lyrisk, han sidder
i bådens stavn og synger sin elskov ud i nattens stilhed.
Der er endvidere det mærkelige ved disse lyriske smådigte,
på norsk grund eller knyttede til Nordmænd, at de ikke blot
er sagalyrik i/den rene almindelighed, men at de går ind i en
række specielle tilfælde, der hvert for sig genfindes i de islandske
sagaer. Når Fridlev på sit Norgestog står overfor sin modstander,
gribes han af samme trang til improviseret udtryk for sin
stemning, som så mangfoldige Islændinge har ved kampens begyndelse;
og når han står overfor jætten, improviserer han et vers, inden
han tiltales, for derved at bryde troldens magt, — ganske som
andre fornaldarsagahelte plejer at göre1); også det groft
drillende, sanselige ordskifte mellem personer af forskelligt kön er
optaget i Sakses heltesagaer, ligesom i islandsk literatur, trods sit
brud på den tone, der ellers særtegner heltedigtningen.
Vi kan dvæle lidt ved et enkelt sådant motiv, drillesamtalen
eller stevkampen i Grams saga, siden prof. S. har bragt den
særlig på bane (s. 150). Stevkampen, den drillende eller pralende
samtale på vers, er endnu en yndlingsidræt for norske bønder i
de bygder, hvor ævnen til at improvisere har holdt sig; og
ligeledes vidner den gamle sagaliteratur om dens tilstedeværelse.
Dens indtog i heltedigtning kan vi følge fra en spæd begvndelse
og til dens fulde udfoldelse. Den møder förste gang i Helgekva-
*) Til Kild. II 66 burde endnu föjes Hjalmtérs møde med jættekvinden,
Fas Hl 474: hann hugsar at sér skuli eigi ordfall vercta ok kvad.
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
