Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nekrolog: Karl Verner (Verner Dahlerup)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da E. v. d. Recke 1888 udgav sit "indlæg i
retskrivnings-spörsmålet": Store og smaa Bogstaver, tilbød Verner Belv at
forfatte et modskrift; han gjorde også sin afhandling færdig —
men lod sig trods ivrige opfordringer ikke overtale til at udgive
den; efter hans død blev den funden i et manuskript, der bærer
spor af længe at have været opbevaret i en frakkelomme. —
Angående sit længe planlagte, men aldrig fuldførte hovedværk, den
slaviske accentlære, skriver Verner allerede 1876: "Mindst et
år må jeg anvende derpå, da værket vil svulme op til 30—40
tryk-ark. Jeg vil deri levere det sikre bevis for, at det fælles slaviske
grundsprog havde et frit betoningssystem med en dobbelthed i
accenten, svarende til den litaviske, og mine bestræbelser går nu nd
på at søge tilknytningspunkter for denne dobbelthed i de øvrige
indoeuropæiske sprogs vokalisation". Mulig vil der blandt Verners
talrige efterladte papirer kunne findes enkelte afhandlinger,
der lader sig udgive og kan afgive vidnesbyrd om, at hans tanke
altid var i virksomhed, selv på de tider, da han syntes helt at
have opgivet litterær produktion.
I hans sidste leveår lammedes dog hans arbejdsevne ved
syg-dom. I hans familie var der disposition til apoplexi, og Karl
Verner fik sin del af den sørgelige arv; allerede for ca. 10 år siden
fik han sit første, lette anfald af sygdommen, senere blev
tilfældene hyppigere; én gang blev han funden liggende bevidstløs på
gaden ved vintertid; et længere ophold på et hospital bragte ham
dog et par års lindring; men efter sommerferien 1896 var hans
tilstand höjst betænkelig, han gik kun med möje slæbende benene
efter sig, talen var besværlig, men hans ånd svækkedes dog ikke.
Da han 14/10 1896 holdt sin sidste forelæsning, var han så klar
som nogen sinde for. Med rædsel tænkte han på udsigten til at
henleve resten af sit liv som en legemligt og åndeligt nedbrudt
mand. Fra denne skæbne blev han dog befriet; efter ca. 3 ugers
sygeleje døde han — uden bevidsthed — på Diakonissehospitalet
ved København d. 5. november 1896 om aftenen kl. 11 t/J. Hans
lig blev ført til Københavns krematorium, i hvis urnehal hans aske
gemmes.
I et brev ytrer Karl Verner lejlighedsvis: "Jeg har
tilböje-lighed til at nyde, men utilböjelighed til at yde". Hans nydelser
var imidlertid ikke de almindelige, af æsthetisk art var de mindst
af alt: poesi og kunst øvede ingen tiltrækning på ham (i hans
bogsamling fandtes der knap en eneste skönlitterær bog); hans skrifter
viser, at han havde et fint musikalsk øre, han kunde også selv
spille; men i de senere år lagde han musiken helt på hylden, og at
overvære en koncert eller opførelsen af en opera faldt ham aldrig
ind; han havde et åbent öje for naturens ejendommeligheder, og i
breve giver han f. ex. et anskueligt billede af naturen i Finland,
men nogen varm følelse for naturskönheder havde han ikke. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
