Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198 Dyrlund: Anmälan.
og et indv. hœngjœ som to forskellige udsagnsord1). For bægge
betydninger far vi en og samme fortlebende række: hœngjœ, hœngœ,
hinge, af hvilke den sidste, der svarer til nuværende jysk heng2),
viser sig tydelig i begyndeisen af det 16:de hundredår3), men
sag-tens er en del ældre. Medens dåtid hœngde idelig m0der os hos
forfatterne også i uindvirk. betydning og endnu of te bruges med
denne navnlig i talesproget (frakken hœngte på væggen), dukker
häng först op i det 18:de hundredår, lige fra begyndeisen, vel at
mœrke, også med indvirk. betydning, hvormed det endnu stundum
höres brugt, navnlig af Jyder (han häng frakken på væggen).
Overhovedet synes enstavelsesformen nærmest at være indkommen
fra Jylland, hvor klangligheden mellem heng (hing) og flere, ældre
og yngre, udsagnsord af i- a- w-klassen (f. e. spring, sving), i det
mindste i nogle egne, havde bevirket en fuldstændig stærk böjning:
häng—kungen’). Når P. Schulz i Danskens skriverigtighed 1724
s. 79 foruden hœngte har häng med flertal hunge eller hinge mh dog
i det mindste flertalsformerne være norske (se Åsen). Medens Moth
1712 kun angiver svag böjning, har Jyden Langebek i sin
bear-bejdelse af Rostgårds ordbog (hvor ordets böjning ikke antydes)
kun häng—hængt, og det særlig for den indvirkende betydning.
Holberg bruger da også häng med genstandsord i J. på bj. 2, 3
og siden i Epistlerne (Bruuns udg. V 1032). I mellemtiden havde
Höjsgård (§ 221 s. 90) opstillet hœngte som indv., häng som uindv.,
et grammatikalisk magtbud, der adlodes bl. a. af Baggesen i
Kalundborgs kronneke, men overtrådtes af f. e. J. L. Heiberg i
Amor og Bakkhus, af P. E. Muller i Sagabibliotek II 560 og
endnu 1860, da man sang om Napoleon: "Pius häng han gærne"
(Kristiansen Gadesproget s. 288). Netop denne forms forholdsvise
ungdom og adskillelsens vilkårlighed har modvirket den fulde
gen-nemferelse af forskellen mellem et uindvirkende häng og et
indvirkende hœngte.
Ved tillægsformerne stånden, gängen (s. 223 og 225) burde
været tilfojet: ståen, gåen. Med urette stempler nemlig Rasmus
Rask disse former som "plattyske eller holländske"5). ståen–stået—
x) Kalkar omtaler ikke den eneste form, der hidtil kun er fimdet med
indv. betydn., nemlig bydeform hœnk (A. M. 187 udg. af Såby, De tre ældste
d. skuespil udg. af Smith s. 1122), der også kendes fra ældre svensk, men
næppe har noget at göre med det i Flensb. håndskr. af Jyske lov 2, 88 én
gäng forekommende hœnkœ.
2) Viktor Bloch Om den vestjyske dialekt 1887 s. 101; Thorsen Bidrag
til nörrejysk lydlære s. 48. Ikke i sen der jysk.
*) Mange steder i O. Nielsens Jyske tingsvidner; vokabularet 1510
under pe(n)dulus og pensilis; Kalkar II 160 b; Ny d. mag. III 83 hingsel
(men s. 73 og 84: hengsel); skreves også med y, medens e er tvetydigt.
*) Varming D. jyske folkespr. § 201. — Vedel, hos hvem man ellers
nok kan træffe jyskheder, har hengde både som uindvirk. (Sakse 16, , og
8618) og indvirk. (1491).
5) Dansk sproglære, 1837, oversat fra engelsk ved H. K. ftask s. 34 og 35. Jf.
Lekke Modersmålets grammatik 1865 s. 48 anm.**, hvor gåen kaldes "uhjæmlet".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
