Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Finnur Jónsson: Anmälan av Meyer: Die altgermanische Poesie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anm. av Meyer: Altgerm. Poesie. 387
Som ex. anføres så, at den "I. rune (fé) og den 16. (yr)" kan stilles
sammen og da læses f. e. nýr fjára" (det sidste ord skal formodenlig
være gen. pl. af fé), hvilket bliver en kenning; jfr askr gulls
og lign.
De således vundne udtryk kan nu varieres på forskellig måde;
således kan man f. ex. istedenfor nauft sætte hapt (Håv. 146), for
yr eller hagl fleinn osv. Forf. giver (s. 23-5) en oversigt over
runenavnenes betydning og runernes anvendelse. Alt hvad herom
kan siges beror imidlertid på egen formodning; og for f. har ikke
altid været heldig i sine forklaringer. Når úr således skal være
blevet anvendt for at få god jagt eller for at ødelægge jagten
for andre, eller når hagl ifølge Liliencron (hvem forf. her så
ofte citerer) skal være ensbetydende med alle skydevåben, er dette
i allerhöjeste grad urimeligt. Hvor grundlaget er så usikkert,
bliver hele udviklingen det med. I det hele taget må det hævdes, at
den antagelse, at runenavnene har noget som helst at göre med
de poetiske omskrivninger og enkelte benævnelser (kenningar, heiti),
er fuldstændig ubevislig og i og for sig lidet rimelig. De nævnte
poetiske udtryk beror på noget ganske andet. Herom har jeg i al
korthed udtalt mig i "Om skjaldepoesien" (Arkiv f. n. f. VI, 121 ff.),
hvor jeg også har henvist tíl C. A. Rosenberg i Nordboernes
Aandsliv, hvem æren for først at have formuleret den rigtige opfattelse
tilkommer. Det er versets formelle indretning, særlig rim- og
rimbogs t avsprincipet, hvorpå omskrivningerne og benævnelserne
i al deres mangfoldighed beror. For at ikke alt skulde blive en
farveløs og kedelig ensformighed, var man nødt til at ty til andre
ord end de forholdsvis få, som det daglige sprog besad. Man
benyttede da ældre ord, som var gåede eller var ved at gå af brug,
men som ved at optages i poesien adledes på ny (således f. ex.
j$f-urr), og disse fik da ofte en lidt forandret betydning; desuden
optog man endel fremmede ord af den samme grund. Jo flere
sådanne ord man fik, desto friere følte digteren sig, desto lettere
og elegantere kunde han udtrykke sine tanker. Omskrivningerne
er simpelthen sammenligninger, der dels beror på de ting,
som "oldgermanerne" daglig havde for Öje, dels på deres
mytologiske forestillinger. Når således en fyrste hedder auctstafr
Vigdommens bærer*, beror denne toleddede betegnelse på den
almindelige antagelse, at en fyrste altid må være rig (jfr hvad forf. selv
træffende siger om de gamles tilbojelighed til at generalisere, til at
låve typer); at han kaldes staf r beror på den mytiske opfattelse
af menneskets afstamning fra de af træer skabte AsJcr og Embla;
desuden lå det meget nær at sammenligne en kæk månd, der stod
rank og støt, med et knejsende træ.
Således er de poetiske udtryks oprindelse rigtigst at opfatte.
En anden hovedindvending er at göre mod forf:s urigtige
betragtning af "skjaldepoesien" og den "bis zur Unverständlichkeit
künstliche Dichtersprache z. B. der Skalden" (s. 10, jfr 117). Forf.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
