Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 1 - Iduns Æbler (Sophus Bugge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Iduns Æbler. 35
som Skirne i sine Forbandelser foreholder Gerd. Han truer
hende med Gudernes Vrede (Str. 33), med at blive til et Uhyre
(at undrsjónum pú verðir Str. 28), med aldrig at nyde Mænds
Elskov (ek fyrir banna . . . manna nyt mani Str. 34).
Atalante og Hippomenes rammes af Gudernes Moders Vrede, hun
forvandler dem til Lover et praecepit ne unquam leones coirent
(Mythogr. I, 39).
Til Gerd beiler Fröy, der er Havguden Njords Sön.
Hippomenes, Atalantes Elsker, er pronepos regis aquarum
(Öv. Met. X, 606, 617), proles Neptunia (639).
Atalante er Schoeneus’s Datter. Men i Scholia
Bernen-sia (ad Vergil. Ecl. VI, v. 61, ed. Hagen) har af
Haandskrifterne, der er skrevne af britiske Mænd, det ene athlante
cinei, det andet adlantes coenei, ligesom ogsaa Haandskriftet
af Hygin *) paa flere Steder har caenei for Schoenei. I dette
forvanskede Navn paa Atalantes Fader Coeneus eller Ginens
kunde de gamle Nordboer tro at finde en anden Form af
Gymir, Navnet paa Gerds Fader **). Atalante kaldes i sene
latinske af Briter skrevne Haandskrifter Athlante, og dette
Navn maatte man i Middelalderen vistnok sætte i Forbindelse
med AMans, som man skrev for Atlas. Hun kunde derefter
opfattes som en Jættepige.
Af disse Lighedspunkter slutter jeg ikke, at Digtningen
om Skirne og Gerd er opstaaet af Sagnet om Atalante, men
at en Nordbo, som hörte en Gjengivelse af Atalante-Sagnet,
ved Idéassociation med dette har kunnet optage Motivet med
gyldne Æbler, der komme fra Gudernes Verden og skal
*) Schmidts Udg. S. 119.
**) Ved Omtydning af fremmede Navne indsattes i Oldnorsk ikke sjælden m
for n. Saaledes blev Hengest til Heimgestr (Annaler f. nord. Oldk. 1849 S. 5),
Si-chelinus og Colgrinus hos Galfrid af Monmouth til Sighjálmr og Kólgrimr.
Jfr. Massimissa Eómverja s. 109; Zemon Heil. m. s. II, 495 f. for Zenon.
Oftest er m indtraadt for w, naar er Læbelyd gaar foran, f. Ex. i pilagrimr =
ældre tydsk pilgrim = lat. Peregrinus. Endelsen -eus skift r i Middelalderens
Latin med -ius, der i Oldnorsk oftere gjengives ved -ir Gen. -is.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
