- Project Runeberg -  Arkiv for/för nordisk filologi / Fjerde Bind. 1888 /
134

(1882) With: Gustav Storm, Axel Kock, Erik Brate, Sophus Bugge, Gustaf Cederschiöld, Hjalmar Falk, Finnur Jónsson, Kristian Kålund, Nils Linder, Adolf Noreen, Gustav Storm, Ludvig F. A. Wimmer, Theodor Wisén
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Svensk Ordforskning (Sophus Bugge)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

í 34

og Ma. Ordets Oprindelse har jeg oplyst Arkiv II, 354 f.
Jeg antager, at í efter Lydlov hører hjemme i Verbet, hvis
germanske Grundform er *hihljan.

Brate behandler i denne Forbindelse svensk og dansk
vi ’Helligdom’ i Modsætning til isl.-norsk ve. Han slutter af
hin Form med Bette, at l foran h ikke i alle Tilfælde efter
Lydlov er blevet til é. Derimod forekommer det mig lidet
sandsynligt, naar han antager, at Ental *wiha har givet vi,
derimod Flertal *wíhu ve. I Navne skulde da som første Led
ve-, svensk v æ- være Analogidannelse istedenfor vi-. I
Personnavne synes ve- at forekomme tidligere end vi-. I
Bune-indskrifter findes uasati L. 988 (d. e. Væsæti), ueJcil L. 1196
og flere tilsvarende Former, medens ui- i Buneindskrifterne
for det meste ligesaa godt kan betegne Udtalen ve- som vi-.
Jeg har fremsat den Formodning (Paul-Braune Beitr. XII,
51), at Wægmund som Navn paa en geatisk (d. e. Jydsk)
Høvding i Beowulf gjengiver en ældre Form af det nordiske Navn
Vémundr, snarest *WéhmundR. Hvis denne Formodning er
rigtig, kan ve- i Navne ikke være Analogidannelse for vi-.
Desuden haaber jeg en anden Grang at skulle kunne bevise,
at *w$ha ikke, som Brate antager, først blev til *w$a, men at
det udlydende a faldt bort før h. Jeg forklarer derimod
Forholdet mellem Formerne ve og vi paa følgende Maade: l blev
efter Lydlov staaende foran i og e i følgende Stavelse.
Altsaa blev Nominativ *wiha til *wéha, vé, men Dativ *wíhé til
vii, vi. Min Mening støttes derved, at ae i Gammelsvensk ofte
forekommer i første Led af sammensatte Navne paa Was- og
Waes-, hvor æ efter min Opfatning stemmer med Lydloven,
derimod ikke i sidste Led af Stedsnavne, hvor -vi er det
sædvanlige, og hvor -ve, som af og til forekommer, kan, som
Leffler bemærker, være opstaaet af -vi ved Stavelsens
Accent-løshed. Da Stedsnavne oftest forekom i Dativ, er Formen
-vi her naturlig. Dog er jo i ethvert Fald den oprindelige
Lydregel brudt ved Analogidannelser.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 02:17:05 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/anf/1888/0138.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free