Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Blandede sproghistoriske Bidrag (Sophus Bugge)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
243
og derfor ikke kan tjene til Støtte, saaledes lader Forklaringen
af dfreskr som opstaaet af *offreskr sig vanskelig forlige med
Betydningen af det af dfreskr afledede dfreski. Dette findes i
den gamle Litteratur brugt med Betydning af "Spøgelse",
"Fantom". Heil. s. I, 497: fa for fyrir augu honum ok syndizs
honum aa hogri hönd sér fvi likaøst, sem skuggi mannz veðri. P a
hroditzst hann ok hugfii, at fåt vori braugð diofulsins, fåt kolkt
vær ofreski. Et andet Haandskrift (Heil. s. I, 484) har ofreskiu.
I nyere Islandsk betegner dfreskja d. s. s. skrimsl "a monster",
se Vigfusson og Arnason.
Substantivet bruges endnu i Norge i Formen ufriskje
(Nord-hordland og flere Steder), ufryskje (Gudbrandsdalen), se Aasen.
Det nynorske Ord er regelmæssigere end Formen dfreski derved,
at det i anden Stavelse har i-Omlyd. Nu i Norge er Ordet af
Intetkjøn, og samme Kjøn tør vi da snarest forudsætte for det
gamle dfreski. Det nynorske Ord oplyser den egentlige
Betydning af dfreskr og Ordets Oprindelse, ufriskje betegner "Uro,
Usikkerhed, noget, som skræmmer eller foraarsager Uro;
saaledes ogsaa Spøgeri eller Spøgelser". I Gudbrandsdalen bruges
ufryskje om "Rovdyr, som gjøre Markerne usikre for Kvæget".
Dette sidste slutter sig i Betydning nær til det østerdalske ofr ett
"uroligt, usikkert for Rovdyr", der er det modsatte af frett,
oldn. fritt.
Herefter formoder jeg, at ófreskr er istedenfor *ofrfåsJcr, og
at det er afledet af et substantivisk brugt ofritt (noget, som
volder Ufred), hvis Stamme har været ö f rub -, i oprindeligere
Form unfrifja -. At Ordet ikke skrives *dfrfåskr, viser, at man
i Skrift og Tale ikke havde fastholdt Bevidstheden om dets
Oprindelse. I en Stavelse, der ikke havde Hovedtone, kunde i gaa
over til e. Og hvor de tre Konsonanter fisk stødte sammen,
maatte navnlig i en Stavelse, som ikke havde Hovedtone, den
første kunne falde bort. Sammenlign beiskr, der neppe tør
løsrives fra bita; breyskr, brjdsk, der synes at staa i Forbindelse
med brjóta. Det stockholmske Haandskrift af Snorres Olav den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
