Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oldnordiske consonantstudier (Julius Hoffory) - - I. Spiranterne f, g, þ
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter at vi saaledes have set, at / i forbindelserne /tf, f s,
ðiaar disse udgaa fra gammelt (ft, tps, havde tilbøjelighed til at
»gaa over til p, og følgelig utvivlsomt maa have været tonløst,
ville vi nu undersøge, hvorledes forholdet er, naar ff og f s først
^ere opstaaede paa nordisk grund ved bortfald af en vocal, som
oprindelig stod imellem dem.
Uoprindeligt f t findes i neutrumformer af adjectiver og
participier med / i stammen: ljuft, sjálft, deyft, leyfi af ljúfr, sjálfr,
deyffr, leyffr. Den regelrette Skrivemaade er her/£ og det maa
a priori anses for meget usandsynligt, at man i saadanne former
nogensinde kunde finde pt, fordi analogien med de øvrige former
anaatte forhindre overgangen. Men her viser det sig netop
tydeligst, hvor stærk tilbøjeligheden til at forvandle/^ til pt var; ti
vi kunne ogsaa i ord som de ovennævnte af og til finde pt for
f t. Saaledes finde vi: leypt (resp. loypf) for leyft-i St. h. 17325,
N. h. 9821, gaumgæpt for gaumgæft St. h. 1091, álgæpt* for
algæft St. h. 10533. Men "systemtvangen" forhindrede en større
pt og ps istedenfor ft, fs: lopt, lepsa o. s. v., jvf. Aasen, Norsk
grammatik, 110.
Jeg mener altsaa, som anført, at de i Haandskrifterne endnu
temmelig hyppigt forekommende former e f tir ^ kraftr, oft, aftr, aftann
o. s. v. ere de ældste, og at ft her oprindeligt blev udtalt paa samme
maade som i dauft, ljuft, själft o. s. v.; men at de i de fleste hdskr.
regelmæssige former: epter, kr aptr, opt, aptr, aptann ere opstaaede af
formerne med f, og at pt her udtaltes ligesom i djupt, greypt, jarpt
o. s, v. Ligeledes mener jeg, at pn i apne, opnar, apna lød ligesom
i opnum, opnir, opnå.
At oldnordisk pt virkelig havde lydværdien p -{- t QY iøvrigt ikke
nogen ny antagelse; den findes allerede i første udgave af Scherers Zur
geschichte der deutschen spräche s. 72 (= anden udgave s. 136),
hvor forf. ogsaa gør opmærksom paa, at den samme overgang
forekommer sporadisk i gammeltysk; men den synes siden den tid saa
godt som slet ikke at være bleven paaagtet af sprogforskerne.
.v* Accenten over a maa opfattes paa samme maade som f. ex. álmeNeleg
(o: almenneleg) St. h. 17730, álmáttegr ib. 21032,. 2121, álgorvastr ib.
19935 o. lign.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
