Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Häfte 4 - Om brugen af konjunktiv i Oldnorsk, forts. (M. Nygaard) - - III. Substantiviske bisætninger (substantiviske atsætninger; spørgende bisætninger)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
319
erum skapaðir, svá sem hann gætir engla sinna á himnum (Hom.
197, 5). vér eigum svá at gera, sem vér mælum með þessum
orðum, þat er at vér sem miskunnsamir meðal vár sjálfra (Hom.
198, 10).
Faa denne maade kan ogsaa en at-sætn., der sættes
forklarende til et enkelt subst., sættes i konj., idet substantivbegrebet
opfattes som indeholdende bud eller opfordring:
hófsemi er háttr alls lífs, at maðr elski ekki of mjök, né hafi
at hatri, heldr stilli hann allar ýmisar girndir þessa lífs (Hom.
57, 1). harða göfugr er kraptr hófsemi, at maðr hyggi ok mæli
ok geri stillilega alla hluti (Hom. 57, 16; cfr. originalens:
tempe-rantia est totius vitæ modus, ne quid nimis homo vel amet etc.
nobilis virtus est valde temperantia, ut omnia in quacunque causa
homo temperanter cogitet etc.).
§ 29. Efter verber og talemaader, som betegner en
indvirkning paa en anden forat faa ham til en handling (bede, befale,
tilskynde, raade o. 1.; sige, tilkjendegive, at noget skal ske) samt
"bestemme, beslutte" og enkeltvis efter andre af de i § 28 nævnte
verber, sættes i at-sætningen ogsaa hjælpeverbet skulu. Dette
sker hyppig efter et hovedverbum i f or tid, sjelden efter nutid.
Efter fortid i hovedsætningen bruges regelmæssig imperf. af
skulu, efter nutid bruges præs. Dog kan efter fortidigt
hovedverbum (som en slags mellemform mellem direkte og indirekte
udtryk) ogsaa sættes præsens af skulu.
Hjælpeverbet sættes baade i indikativ og konj.; men
almindeligst bruges indikativ*).
1. Hovedsætningen fortidig.
a) Imperf. ind. af skulu.
bað konungr þess, at þeir skyldu hann vita láta, ef þau
tíðendi gørðist í landinu, er honum bæri nauðsyn til at vita (0.
S. 109, 13). bað jarl, at þeir Porgnýr skyldu ganga í málstofu
(0. S. 66, 37) beiddi, at þeir skyldu við honum taka (0. S. 36,
11). beiddist, at þeir skyldu veita honum eina bon (0. S. 6, 19).
bauð þeim svá. at þeir skyldu honum fylgja (0. S. 54, 40). bauð
þeim síðan, at þeir skyldu telja rétta trú fyrir mönnum (Hom.
*) Da i imperf. verbet skulu er enslydende i ind, og konj. sing., kan det
ofte ikke afgjøres, hvilken modus der er brugt, men i plur. imperf.
sees indikativ anvendt ulige hyppigere end konj.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
