Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden Samling - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kong Mahmud selv, og med sin Klinge
I Mørket kun eet Hug han hugger,
Og Niddinghovedet maa springe.
»Nu bring mig Lys,« han raaber,
»haster,
At jeg kan se, hvem jeg har fældet!«
Ved Synet han paa Knæ sig kaster,
Af Tak til Himlen overvældet.
Derpaa han lader Vand sig bringe
Og sætter Karret flux til Munden
Og kan saa lidt sin Tørst betvinge,
At helt han tømmer det til Bunden.
»Vel maa du dig til Sten forvandle,«
Kong Mahmud taler nu til Manden,
»At du har set mig saadan handle
Og drikke, som en Hest af Spanden.
Men du maa vide, siden sidste
Besøg jeg Øjet ej har lukket;
Fra Timen, jeg din Skjændsel vidste,
Har jeg ej spist, ej heller drukket.
Saa stor Misgjerning var der øvet,
At det med Grund lod sig formode,
Kun mine egne Sønner prøved
Paa Sligt — det fuldt og fast jeg
troede.
Og for at ej Barmhjertigheden
Retfærdigheden skulde krænke,
Saa slukked Lyset jeg i Vreden
Og Blodet — hvis det var — lod
stænke.
Taksigelse jeg Allah bragte
Paa mine Knæ og Lov istemmed,
Dengang jeg saa, den, jeg nedlagde,
Var ej min Søn, men var en Fremmed.
Til Baronesse
Rosenørn-Lehnpaahendes Fødselsdag.
Den 1ste Januar 1839.
Yndig er Ourebygaard i Sommerens
blussende Skjønhed,
Med den giindsende Fjord, Marker og
Skov ved sin Fod;
Fagert det hvide Slot sig hyller i
kjø-lende Skygger,
Som for Solen en Mø grønt i det
flagrende Slør.
Rejsende komme, at se de duftende
Roser og Ranker,
Gangenes zirlige Bugt, Skjønheds og
Roligheds Hjem;
Alle beundre den Haand, der ordned
den landlige Rigdom
Og i Naturens Skjød sysled med
lykkelig Konst.
Skibene sejle forbi den skovrige Kyst,
og med Stolthed
Vajer det danske Flag: her er der
hjemligt og godt!
Alle, hvad enten de kom i Pragtvogn,
fulgt af en Støvsky,
Eller paa vandrende Fod, støttet til
Betlerens Stav
-—-Alle forlade dig, Ourebygaard, med Tak
og med Glæde,
Ønskende Lykke og Held over dit gjæst-
frie Tag.
Men ved Vintertid, naar Solen kaster
tungsindigt
Enkelte Blik — som nu — over den
knagende Is,
Ingen Sommerfugl mere omflagrer de
buskede Volde,
Skoven mangler sit Løv, Marken sit
bølgende Ax —
Sig, hvad kalder idag den festlige Skare
til Slottet,
Som var Naturen paany vaagnet til
Blomstring og Liv?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
