Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FARLIG EVNE 171
henrykkelse, jeg bruger de sterkeste ord, knæler for
hende og kalder hende min gudinde, og hun pleier
at lægge sit hoved kjælent ind til mig og sige, at
jeg er det eneste menneske som forstaar hende.
Vi er begge saa inderlig forvisset om at kjærlig-
heden vil vare livet ud; men alligevel har vi lovet
hinanden, at hvis den skulde afgaa, skal vi være
oprigtige. Men hun har intet skriftet, og derfor er
jeg saa sikker paa at mor gjør hende uret. Der er
ikke spor af jalousi i mine tanker.
Jeg venter ikke længe, saa hører jeg skridt
udenfor paa havens grusgang. Mit hjerte banker,
— jeg reiser mig og skynder mig hen til glasdøren, —
hun smiler over hele ansigtet og nikker . . . der er
ikke tanke af ond samvittighed i et sligt blik. Jeg
aabner døren for hende, hun kommer hen til mig
og kysser mig, saadan som hun pleier. Derpaa
hilser hun paa min mor.
— Du ser hedre ud i dag, synes jeg, siger hun,
idet hun tar hat og kaabe af. Jeg kan ikke svare;
thi atter hænder der noget underligt: jeg fornemmer
hendes tanker, først uklart, som var de langt, langt
borte, saa nærmere og tydeligere:
Jeg skjønner det nu, at han er uhelbredelig, han
blir jo daarligere og daarligere, stakkar. Rent uhyg-
gelig ser han ud . ... hans ansigt er som en dødnings
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
