Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET STORE SKISMA
485
Knud var bleven, siden Herrens Naadevalg havde skilt ham ud af Syndernes
Rækker. Men anden Del lod vente paa sig. De ugudelige skæmtede: »Hvad skal
vi ogsaa med den; nu ved vi jo, hvordan Knud er, han har blot føjet Hykleriet
til sine øvrige Laster. De Hellige korsede sig over saadan Tale. Knud blev urolig
og mindede Peder Vorherre, der omfattede ham med et stort paa én Gang mildt
og bedrøvet Blik og mælede søm følger:
»Herren har sænket Tvivlen i mit Hjærte og delt det i tvende Dele. Den ene
siger: Knud er den største iblandt os, Herrens Elskede. Men den anden siger:
Sandelig, Knud er i ingen Henseender en anden end han var, før han havde lært
at paakalde Herrens Navn.«
»Naa saadant«
»Men Du maa jo bedst selv vide, om du har Fred med Jesus eller ej. Hvad om
du selv forfattede anden Del?«
Knud, der havde udleveret alle mulige Data, vedrørende sit forbigangne Liv til
Peder, saa’, at der var spillet ham et artigt Puds. Hans første Indskydelse var at
give sin Kontrapart et læsterligt Livfuld Hug, men han betvang sig og mumlede
hæst:
»Det skal du faa betalt, din sleske Lurendrejer.«
»Herren er stærk i den svage,« svarede Pedersen blidt.
Den paafølgende Tid fortsattes Fjendtlighederne. Gudmundsen kom med
ildevarslende Udbrud: »Jeg har næret en Slange ved min Barm,« o. lign. Pedersen
forlængede sine Bordbønner ganske betydeligt og glemte aldrig at anraabe Herren
om Miskundhed mod sin »kære Broder«.
Endelig kom det store Opgør. Pedersen indvarslede til Møde i
Forsamlingshuset; han vilde advare Menigheden mod »UlveiFaareklæder«. Salen var stuvende
fuld; alt hvad der i den lille By kunde krybe og gaa, alt hvad der kunde faa Plads,
havde givet Møde. Pedersen besteg Talerstolen, skelede først ned til Knud, som
sad paa en af de forreste Bænke, vendte derpaa Øjnene til Vejrs, slog sig for sit
Bryst, mælede:
»Herre, Herre, tag denne Kalk fra mig I saaledes har jeg tryglet utallige Gange
de sidste Nætter og Dage.
Men du vil ikke, o almægtige Gud, og hvor skal jeg undfly din Vilje? Med
Samvittighedens Pigkæp driver du mig frem; jeg formaar ikke længer at stampe
mod Brodden, jeg folder mine Hænder og stammer: ske ikke min men din Vilje,
o Gud I
Saa hør da, mine Elskelige, mine Brødre og Søstre i Herren, hvilken
Erkendelse jeg er kommen til, da jeg var i Færd med at skrive en Levnetsskildring af
Knud. Jeg naaede at fuldende første Del og glædede mig overmaade meget til at
vise, hvilke herlige Følger et Menneskes Omvendelse har. Knuds Omvendelse
har baaret herlige Frugter’ for Menigheden, men det var ikke derom jeg skulde
tale, det var om Udbyttet for ham selv som Menneske. Da var det, at en
fortærende Tanke slog ned i mig som et Lyn: Er Knud virkelig blevet et nyt og
bedre Menneske siden sin Omvendelse? Og det faldt som Skæl fra mine Øjne:
Nej, og atter nej! han er den samme, som han altid har været.
Hører og I skulle sande mine Ord:
35’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
