Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3i8
TO DAGE
Det var den sidste Dag, Uwe var i Byen, vi skulde fejre Afskeden med at spise
paa den samme fornemme Restauration som den allerførste Dag.
Var det virkelig her, jeg den Gang havde følt mig reven med af en sorgløs,
berusende Feststemning, her i dette Lokale med dets smagløst prangende, forgyldte
Rokokoudskejelser, den depraverede udpolstrede Luksus som stængte alt Lys, al
Luft ude ....
Lys og Luft, ja Lys og Luft, det var Savnet af disse to Dele, der havde plaget
mig med sin kvælende Aandenød i disse Dage.
Al Menneskelighed maatte forkrøbles, sammenklemmes i naturstridige Former
ved et Liv i saadanne Omgivelser, ikke den mindste Strimmel Natur fik Øjet Lov
til at dvæle ved!
Da vi sad ved Kaffen, tog Uwe min Haand og saa’ kærligt, selvbebrejdende paa
mig, han havde ét af sine faa gode Øjeblikke.
»Ja, kæreste Minna,« sagde han, »nu rejser jeg, og saa er det Besøg forbi. Jeg
ved godt, at du har haft al god Grund til at være misfornøjet med mig; men jeg
har ikke kunnet gøre for det, Byen var stærkere end jeg, og den har kun været
mig til Plage, den har gjort mig syg, det var ikke her, vi to kunde have Glæde
af hinanden, det kan vi vist alligevel kun i de hjemlige Forhold, ude i Naturen,
hvor man kan aande frit, være sig selv, jeg passer ikke i denne feberforhastede
Sværm, jeg er bleven for gammel, for sammenvokset med Skov og Vand — du er
saa ung endnu, for dig har det altsammen Nyhedens Interesse, saa du har maaske
vanskelig ved at forstaa mig.«
»Nej, Uwe, jeg forstaar dig ... .«
Jeg lænede mig tilbage i den bløde Sofa, der som Vat gav efter for Trykket
af mit Legeme.
Pludselig stod den hjemlige Natur for mig .... jeg syntes, jeg gik med Uwe
gennem de høje, raslende Poppelalléer, som smaa blinkende Guldmønter kunde
de oljeblanke Blade ved Foraarstide svirre rundt om deres egen Stængel og tegne
sig straalende op imod den lyse, lette Luft.
Jeg saa det smalle Sund, og ned ad dets blaa, rivende friske Farvande strøg en
hvid Baad for fulde Sejl, der sad to i Baaden — Uwe og mig!
Jeg tænkte paa alle mine ensomme Spadsereture ind i Landet op til
Møllebakken, jeg huskede en Aften nu sidste Sommer, da jeg gik op og tog Afsked med
min Hjemstavn, opfyldt af Hovedstadslængsler.
Det var en betagende dejlig Sommeraften^ og det var næsten, som om dens
idylliske Fred udgik fra Møllen — min gamle trofaste Ven deroppe.
Solen stod lavt, i skærende Guldgrund under det faste skraa Skylag, og strakte
sine Straalebundter saa vide hen over det bølgede Bondeland — helt over paa
Husene længst borte, saa de lyste skærende hvide frem med blinkende Ruder —
og smøg sig ind bag hvert Straa af den låve Byg paa Marken ved min Side, saa
den gnistrede, som var den perlebesprængt med Dug.
Jeg stod netop og tænkte paa, at ingen Maler vilde kunne gengive Lysspillet
igennem denne Byg.
Luften var lunken og fugtig, som dampede Jorden, og mættet af Kløverduft, og
Køerne lugtede stramt. . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
