Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
OM LIVSANSKUELSE 236
videre og videre, naar han til Grænsen. Og her kan han gøre et af to: Enten kan
han sige: nu ser jeg ikke videre ud, jeg lader Grænsen være det, den er, jeg
holder mig til det kendte, til Erfaringen. Hvorfor skulde jeg vel give mig af med
at undersøge, hvad denne Grænse betyder, og hvad der er paa hin Side Grænsen.
Jeg er kommet saa dybt ned i mit Væsen, som jeg kan komme. Hvad jeg har
vundet, fastholder jeg og begærer ikke mere. Jeg savner Lyst, Mod, Vilje, Attraa
til at gribe efter, hvad Grænsen dølger for mig. Maaske det vil bringe Lidelse,
Smerte, Savn. Maaske blot Uro, Forstyrrelse. Men i ethvert Fald, jeg ved, hvad
jeg har, og ikke, hvad jeg kan faa.
Eller han kan sige: Ved denne Grænse for mit Væsen opdagede jeg det
uendelige, Gud.
Det er dette, Hr. Axel Garde har gjort, og han siger nu: Den, der har gjort
dette, er religiøs, har personligt grebet det religiøse.
Og, siger han videre: Da vi nu har set, at der ikke er to Mennesker, uden at
de jo i Dybet af deres Sjæl er forskellige, ja, skilt ved en Afgrund, hvorover de
blot som skimter hinanden, saa er det ikke det samme, de møder her ved
Grænsen. Kalder vi det Gud, saa er det ikke den samme Gud. Gud bliver ligesaa lidt
den samme for to, som to er indbyrdes ens.
Og da Gud findes dernede i Dybet, hvor Ordene, om de vil beskrive, falder
som Paradokser, hvor Tausheden, Ensomheden omgiver og hersker, hvor
Grænsen er naaet for det bevidste Liv, hvor selv det ubevidste er som ved at fortone
sig, hvor alle Begreber og Begrebsbestemmelser forsvinde — saa er det klart, at
den Gud, vi møder der, ikke lader sig forklare, ikke lader sig beskrive.–
Saa langt kan jeg følge Hr. Garde, og jeg haaber, han kan indrømme, det er
et forstaaende Følgeskab. Men nu skilles vore Veje. Thi nu siger Hr. Garde: Ud
fra alle disse Forudsætninger følger: Positiv Religion er Irreligiøsitet. Og jeg
siger: Ud fra disse Forudsætninger ser jeg mig i Stand til at være religiøs og
Kristen; jeg er vis paa, at positiv Religion og Kristendom er Religiøsitet.
Jeg gad dog vidst, om det ikke maatte kunne lykkes at gøre det forstaaeligt
for Hr. Garde, hvorledes det hermed hænger sammen. Jeg mener naturligvis ikke,
at jeg skulde kunne bevæge Hr. Garde til at antage Kristendommen; men jeg
synes, jeg tør tro, at jeg kan bibringe ham i al Fald en Anelse om Muligheden
af, at ikke alle, der bekende sig til Kristendommen, er irreligiøse. Og kan det
lykkes mig, da vil der aabne sig en Udsigt til det kristelige, som maaske engang
i Tiden kan føre til noget.
Jeg vil tage mit Udgangspunkt i dette: Naar et Menneske opdager, at det nede
paa Bunden af sin Sjæl er ene, ved en Afgrund skilt fra alle andre, saa volder
denne Opdagelse Smerte. Det er en Glæde at skimte andre, som er naaede ned i
de samme Dybder, det er en Glæde og Berigelse at høre Ord fra andre, som
bringer Vidnesbyrd derom, det er en Glæde at kunne mødes med dem i
Tausheden, men Smerte er alligevel det overvejende: hvorfor kan jeg kun skimte
dem, hvorfor slaar Ordene, Tausheden ikke til, hvorfor er der en saadan Afgrund
imellem os? Men denne Smerte maa betyde, at det er ikke Meningen. Den
fortæller om, at vi har en Trang til at komme over Afgrunden, tæt ind til hinanden,
saa vi forstaar hinanden til Bunds.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
