Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
224
PARABLER
den i fine, sitrende Striber. Og den kvidrede i Stilheden som et Græshoppekor.
Der var kun denne Lyd og saa Græsset, der hvislende gled under de gaaendes
Fødder.
Hun gik og sang sagte og glad, i Haanden vuggede hun en Blomsterkrans.
Han stirrede bare paa hende.
Der groede høje Siv i Aaen, skælvende i dens Strøm, og dernede voxede en
høj og fornem Blomst, den hellige, blaa Iris.
»Du, hent mig den, at jeg kan flette den i min Krans«, bad hun. Han
knælede ned og brød dens slanke Stængel — Najaden blandt Sivenes dragne Sværd.
Han løftede den som et Scepter i sin Haand; gennem dens svovlblaa Krone
luede den røde Sol, og den blev som et Bæger af Krystal, fyldt med blodig Vin.
»Du maa ikke flette denne Blomst i din Krans«, sagde han, »den er Ulykkens
Blomst«, og han tog dens smalle Blade og viste hende de mørke Aarers
Slyngninger: Ail Ail
»Og hvad betyder saa dette?« spurgte hun.
»Det er Smærtens Ord«, svarede han, »den helleniske Smærtes vaandefulde
Ord. Derom ved jeg en Myte, jeg vil fortælle dig«; han sænkede Blomsten i sin
Haand, og medens de gik gennem Græsset, langs den nynnende Aa, fortalte han:
»Paa den store, grønne Eng legede Apollon med sin Yndling, unge
Hyakin-tos, Spartanerkongen Amyklas’ og Diomedes’ Søn.
Det var en vaarblaa Morgen i Hellas for mange tusinde Aar siden, den Gang
hver Dag var Guder og Mennesker et gyldent Hesperiderners Æble, som blot gjorde
dem mere unge.
De legede ved det vinblaa Hav, og Kykladernes Øer svømmede derude i de
rosenrøde Morgentaager; men rundt om den smaragdgrønne Eng stod Skovens
dunkle Halvbue med flimrende Blade, og langt borte steg de hvide, luftige Bjærge.
Apollon og hans Yndling løb i det duftende Græs, som jublede om deres
dejlige Lemmer. Men stode de stille, vare de som to høje, skinnende Blomster.
Apollon kastede den fuglefløjtende Diskos, Hyakintos greb den i et smidigt
Spring, bøjede sig tilbage, og højt op i Solskinnet fløj den hvirvlende Skive.
Hyakintos jublede af Henrykkelse, greb sig i de ambrosiske Lokker, der kruste
sig om hans Pande og Nakke som Hyacintens Blomster, og lo mod Himlens
Æterhav med de skummende Skyer.
Men Apollon kastede sin Diskos med sine gyldne Armmusklers fulde Kraft,
og Hyakintos lo mod de farende Skyer og anede intet.
Da ramte et bedøvende Slag hans Bryst, saa han tabte Vejret, og det var, som
sprang hans Lunger og knækkede hans Skulderblade. Med et Raab tumlede han
baglæns og atter i et krumt Spring forover, næsegrus ned i Græsset; en koghed
Blodstrøm foer af hans Mund.
Apollon stod stiv som en Cypres, til han løftede Armene højt og løb til og
kastede sig over sin dræbte Yndlings Lig. Og han vred sit Gudelegeme i Græsset,
hvis uskyldige Urter graadigt drak det unge Blod, og han raabte i olympisk Smærte
Ail Ail
Hele Dagen laa han dér, og Natten hørte hans Skrig. Men da den rosenrøde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
