Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
RAPSODI
plejlslag på et tærskegulv falder lynene på jorden. Se, hvor menneskene hopper
og springer og vrider sig I Mange af dem er blevet en hel alen kortere af angst.
Ha, hal Nu er I nok bange for jer verden! Hør I over jere hoveder styrter
planeterne ned og knuses med hvinende knald mod himlens tag. Mine skyer er som
ophidsede hvaler; de spyr deres ildfråde ned på jorden, deres vældige kroppe
jager vildt afsted, og skum af ild sprøjter højt op omkring dem. De snøfter af
begærlighed efter at knuse, og hver gang de sender en ildstråle ud, står der igen
flere menneskeboliger i brand. Fy jord! du ser fæl ud i stærk belysning, dit kryb
vrider sig hæslig under flammerne, og man ser grimme, rådne pletter, som aldrig
burde dukke frem af deres mørke.
Jeg ser mine skyer skrumpe ind, deres udmattede Sider gisper, de har udgivet
al deres ild. Hej, bæster, afsted! Føl stormens pisk, som jeg lader suse ned over
jere trætte lemmer I I galop, og forsvind.
Se, hvor de slunkne skylegemer driver bort i uordentlige hobe I Og nu, vinde,
tilfalder byttet jer. Alt, hvad lynet har slået bort fra jorden, er jert; grib det, og
far borti
De frække vinde falder raske og villige over deres bytte. De stormer vredt
afsted med grene, blade og blomster i et milelangt tog, et sejerstog, et triumftog,
og sommeren har med sine rigdomme måttet levere alt det fornødne til festen.
Med frisk løv om hovedet og blomster til slæb farer vindene hen over
kamppladsen og frådser i rov.
Timen er gaaet. Farvel vinde, tak skyer! Gå så tilbage til jer herre, og sig
ham, at jeg nu føler, hvor stolt det er, at ens vink betyder torden, at ens nik
følges af et lyn, der slår ned.
Men nu ved jeg ét: jeg vil ikke være menneske mere. Jeg vil ikke være blandt
dem, der får ris af lynstråler, og som overfuses af tordenskrald — nej, jeg vil
selv være en sky, en uvejrssky. Mørk, lumsk og skummel vil jeg staa over
menneskenes hoveder, og i nederdrægtig tavshed vil jeg udruge de mest ubarmhjertig
skarptakkede lyn. Jeg vil hænge dér truende og tavs og underfundig udtænke
gyselige tordenskrald. Stiltiende og kulsort vil jeg drive på himlen i lange tider;
skulende og med fremhyklet uskadelighed vil jeg formørke solen, men ellers lade
som ingenting. Jeg vil se dem først blive bange og så, skuffede af min vel
beregnede, infame stilhed, tage mod til sig og ikke regne mig for noget, anse mig for
en uskadelig sort klat skidt, som ganske vist uheldigvis er kommet til at hænge
der oppe, men som man jo kan lade være at se på, da den dog ingen fortræd
gør.
Og så omsider, netop som de er midt i at æde og drikke og formere sig, så
vil jeg udsende min langsomt og i det dulgte avlede søn, lynet; med et grufuldt
tordenvræl vil jeg slippe ham ud af min favn, lade ham hvisle som det hvasseste
ildspyd gennem det uforberedte verdensrum ned til de forlængst fuldstændig
beroligede mennesker.
Ha, ha! langt skal det tordengrin være, som ryster mine sider, naar jeg ser
min søn sprede uventet fordærvelig ild om sig. De skal med skræk se, at den
sorte sky er bleven hvidglødende, at den døde sky er blevet levende.
Og når jeg så i form af ild har spyttet al min væmmelse ud på jorden, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
