Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 6
KONDENS SON
og Straatage saa låve, at Køerne i Hfteraarstiden, naar de gik i Læ for
Regnskyllene, fordrev deres Kjedsomhed ved at bore i dem med deres Horn. Det var
næppe muligt at finde noget i disse Gaarde, der ikke var skævt. Det var som om
det hele var bleven til engang i en fjern Oldtid før Vatterpassets og Maalesnorens
Opfindelse, og Tidens og Rotternes Tand havde nu gnavet og hulet — og sænket
en Syldsten der, et Dørtræ her, som saa atter havde trukket hele det skrøbeligt
sam-menpindede Stolpeværk med sig. Derfor var ingen Magt mere frygtet i Engkjær
end Efteraarsstormen, der frembragte en ildevarslende Knagen i de ormstukne
Trænagler og for gennem de smaa skæve Luger og utallige Revner og Sprækker
med en klagende Sang om Alts Forgængelighed. Da keg Bonden forskræmt i
Vejret, og hvert nyt Vindstød aftvang ham et Suk til Gud for de skrøbelige Huse.
Det var dog mere af gammel Slendrian end egentlig af Armod, at Engkjærboerne
levede saa kummerligt. Thi de Engkjær Mænd var langtfra allesammen Stoddere.
Der var adskillige af dem, der var blevne overraskede i at tælle de blanke
Sølvdalere ud af de skaarede Skaaler, der luftedes en kort Stund paa Egechatollaaget.
Saa havde Ejermanden et Øjeblik set saa flov ud som en ung Pige, der
overraskes, mens hun binder sit Strømpebaand. Men i næste Nu var de gyldne Skaaler
igjen forsvundne i Chatollets mystiske Dybder, og atter stod der den fattigste
Bonde i de fladeste Træsko af Verden og med store Bødeklude paa Knæ og Albue,
en Mand, som da ingen Retfærdighed paa Jorden kunde falde paa at paaligne større
Kommuneskat.
Alt i denne By bar Præg af Ælde. Stuerne vare låve med svære Bjælker
under Lofterne, saa en voxen Mand maatte bøje sig stærkt for at skridte hen under
dem. Gulvene vare som oftest af Ler, der bugtede sig i Bakke-Dal ligesom gamle
Danmark. Bordet var i Længde med Stuen og stod langs den ene Væg, adskilt
fra den ved en murfast Bænk, under hvilken der var pikket med Kampesten.
Ved den Side af Bordet, der vendte ind mod Stuen, stod en seks-syv Alen lang
Skammel, der evigt dinglede frem og tilbage paa det ujævne Gulv. Paa denne
Skammel lagde baade Piger og Karle deres Tøj, naar de om Aftenen klædte sig
af Side 0111 Side ved det samme Tællelys, forinden de med et kraftigt Sæt entrede
op hver i sin Alkove, kun adskilte ved en ormstukken Bræddevæg.
Hvor laa den ikke godt skjult, den lille By, med en Halvcirkel af låve,
værnende Banker til tre Sider og til den fjerde Engen og Aaen! Den var kun
tilgængelig ad sandede Biveje, hvis Hjulspor lukkede om Fælgerne og bragte ethvert
forspændt Dyr til Fortvivlelse. Derfor kom der sjældent Fremmede til Engkjær,
men skete det, at et udensogns Køretøj letsindigt vovede sig ind paa disse Veje,
da kunde det være vis paa at vække den største Opmærksomhed; ja det vilde
blive iagttaget som det sjældneste Naturfænomen og bringe alle Plejle til at standse
og alle Hænder til at synke; man vilde se Porte og Døre fyldte af nysgjerrige,
og i de smaa Vinduer langs Vejen vilde talrige flade Næser være trykket mod
Ruderne. Thi Engkjærboerne vare ikke nysgjerrige paa sædvanlig Vis, de stod ikke
skjulte bag en Dør og tittede, nej, de stillede sig ud midt i Porten og gloede med
aabne Munde og slapt hængende Arme.
Ellers gik alt for den sagteste Brise i Engkjær. Hestene, der alle vare af den
svære røde Race, gik altid i Skridt. Mænd og Kvinder bevægede sig eftertænksomt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
