Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
hun sig ut over bordet og slog ham paa
kindet.
«Vil du saa gaa? Eller skal jeg ringe og la
dig kaste ut?»
Aksel førte langsomt sin haand til kindet.
Hans øine skiftet uttryk — de lignet et barns
som netop er vaagnet.
«Du ogsaa slaar mig,» sa han sagte, som i for*
undret sorg.
Rose rørte sig ikke.
Han stod endnu et øieblik. Saa vendte han
sig mot døren, laaste op og gik sagte uten at se
sig tilbake.
I samme sekund hun var blit alene, stupte hun
utover bordet i hulkegraat. Nu efterpaa skalv
hun i frostbrytninger av sindsbevægelsen. Det var
som der var hændt hende en ulykke, hvis omfang
hun endda ikke helt kunde overse —.
Det hun følte sterkest og værst var skammen.
Uklart hadde hun en fornemmelse av at hun
hadde været sin mand utro. Hvad hun hadde
sagt seiv — og hvad Aksel hadde sagt — det
husket hun ikke saa nøie nu. Hun visste bare,
hun hadde forraadt noget — ikke rigtig hvad eller
hvormeget. Men hun hadde tilstaat — for sig seiv
og for Aksel — r.t hun ikke elsket Torkild. At
hendes egteskap var begyndt i letsindighet, med
et tilfælde — og var endt i ulykke. At hun
hadde forraadt det, det var vel utroskap — og det
var til en mand, som hun seiv slog i ansigtet, ja
som hun var glad hun hadde slaat —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
