Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
166:
hun og lo, „og jeg er nødt til at ta den eller ta
avsked —. Men nu maa jeg hjem —"
„Uni," sa han da de var ved hendes port, „jeg
tror nu ikke du nogensinde har været ærlig imot
mig — ikke ikveld heller — sletikke ikveld med
alle dine pene talemaater. Du forsøker bare at
komme fra det paa en pen maate —. Den sidste
kvelden oppe hos mig —"
„Aa Vegard, hvad skal det være til at begynde
paa det nu igjen —"
„Som du vil," sa han pludselig i en overlegen
tone. „Jeg skal ikke opholde dig længer, godnat
da —"
„Godnat Vegard. Jeg er lei for du er saa sint
paa mig — men jeg vet du har god grund til det —"
Hun følte skam over det, at han virkelig var
hende saa likegyldig. Hun kunde ikke for det,
men hun maatte tænke paa hans stue, som hun nu
syntes bare var et interiør i en utstyrsforretning
— og han var bare en ekspeditør i tilværelsen.
Men om han nu hadde været en ekspeditør med
særlige gaver til at narre varerne paa kvindfolk.
Om han hadde kunnet faa hende til at tro, at
elskov, lykke er tilfalds for det en kvinde kan
betale, naar hun har barn som hun skal forsørge med
sit hjerte. Naar hun tænkte paa hvad som da
kunde hændt, saa følte hun næsten like saa sterkt
som skrækken skam og ydmygelse over sin egen
dumhet.
Ingrid hadde lagt smaagutterne og slukket paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
