Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jans julaften - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
146:
nes tankedræpende travlhet og nætternes sløve
træt-het. Skjæbnen hadde valgt at dømme ham og
hende underett.
Hun saa Vegard Lüders et sekund — som en
liten sort prik mellem alle andre fremmede smaa
sorte prikker i verden. Hun hadde kysset ham,
men ingenting rørte sig i hende ved tanken: ikke
anger, ikke længsel, ikke sorg og ikke glæde, det
var som hun skulde husket ansigtet til en der hadde
leveret hende billet til sporvognen eller en pakke
over en disk. Hun saa ham langt borte i hans
værelse med tepperne og messingfatene —
pludselig visste hun hvad det rummet altid hadde
mindet hende om, en vindusutstilling i en
utstyrsforretning, ting som tilfældig var sanket sammen og
som aldrig rædsel og fryd og menneskesind skulde
bo imellem.
Hun følte sine spændte ansigtsmuskler trække
sig til et skjævt, sykt smil. Hun satte tænderne
i underlæben for at stanse det og hun merket at
kjæven skalv.
„Si det," sa hun stakaandet.
Kristian for gysende sammen.
„Ja TJni. Jeg skal si det. Det som du mener
med lykken som fylder og mætter —. Du vet at
det kan du aldrig mere faa. Ikke for en pris som
— du orker betale."
Uni bevæget læberne uten lyd.
„Jeg vet du er ulykkelig. Jeg vet at det jeg
vil si dig er saa haardt, at jeg tør næsten ikke.
Men det er saan Uni. Om livet os to imellem
er aldrig saa stor en elendighet — der er ingen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
