Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 ANTON TSJEKCV
vort hjem, men jeg kan ikke negte for, at jeg var ængste*
lig for mine børn. Blir De engang mor seiv, saa vil De
tidsnok begripe min angst. Og saa var det jo det, at alle
undret sig over, at jeg kunde omgaas med Dem som
med — ja tilgiv mig — som med en anstændig kvinde,
og folk kom med alskens ufine hentydninger . . . slad*
der, vrøvl, dumme gisninger. Men ogsaa jeg, ogsaa jeg
fordømte Dem, nåar jeg skal si som sandt er . . paa
bunden av min sjæl lød en stemme, som anklaget og for?
dømte Dem, men saa var De ulykkelig, De var saa be*
klagelsesværdig og jeg led, jeg led av medlidenhet . . .
— Men hvorforda? Hvorfor? Nadjesjda dirret over
hele legemet. — Hvad har jeg da gjort?
— De er en skraekkelig stor synderinde. De har brutt
det løfte, De gav Deres mand foran alteret. Og De har
forført en smuk og lovende ung mand, som, hvis han
ikke hadde truffet Dem, sikkert vilde fundet en livs*
ledsagerinde av god familie . . . De har forspildt hans
ungdom. Det nytter ikke at komme med indvendinger,
kjære. Jeg gir Dem skylden, i slike forhold er det be*
standig kvinden, som har skylden. Og desuten saa har
De betraadt lastens sti og har bitt hodet av al skam.
En anden kvinde i Deres sted vilde trukket sig tilbake
fra menneskene, lukket sig ind i sit hus, og folk vilde
ikke ha set hende andre steder end i Herrens tempel
sortklædt og bodfærdig, saa hvert menneske maatte rø*
res dypt og si sig seiv: Gud, til dig vender sig nu
denne faldne engel . . . Men De, dyrebare veninde,
opgav ethvert skin av anstændighet. De levde aaben*
lyst og frimodig og lot violerne sørge over Deres syn*
der, De var løssluppen, De spøkte og 10, mens jeg bæ*
vet av forfærdelse, nåar jeg saa paa Dem og frygtet for
at himlens vrede skulde utøse sig over vort hus, nåar
De var hos os. Nei ti og hør paa mig, ropte Maria
Konstantinovna, da hun saa, at Nadjesjda Fjodorovna
gjorde mine til at avbryte hende — — Stol paa mig, jeg
lyver ikke for Dem og gjemmer ikke sandheten for Deres
sjæls øie. Gud merker de store synderinder, og ogsaa
(
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
