Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
drikker blod til. Det tyder på at han i Norge har fundet forestillinger om Skrælingene
som overnaturlige væsener av lignende art som for omtalt.
I et brev til pave Nicolaus den 5. (1447—1455) fortælles [jfr. G. Storm, 1899]:
“Og når man drar vest [fra Norge] henimot dette lands [Grønlands] fjeld, bor der
‘Pygmæer i skikkelse av små mænd, bare en alen høie. Når de ser mennesker,
‘samler de sig og gjemmer sig i landets huler liksom en sværm maur. En kan ikke
‘seire over dem; for de venter ikke til man overfalder dem. De lever av råt kjøt og av
‘kokt fisk.” Dette har likhet med det som fortælles om Pygmæene hos Clavus, men da
det her også fortælles andre ting om dem, så er det sandsynlig at både Clavus og
dette brevs forfatter, og kanske også Behaim, har hentet sine meddelelser fra ældre kilder,
kanske fra det 14. århundrede, som enten har været norske eller har fåt oplysninger
fra Norge. Skildringene av Pygmæene og hvorledes de flygter når fremmede kommer,
tyder på kjendskap til Eskimoene og deres vaner. Forestillingen om huler har vel
helst forbindelse med vetter og huldrefolk, som bodde i hauger og huler (jfr. ss. 301,
345); men rygter om de halvt underjordiske Eskimo-hus kan også ha gjort noget.
Det er mulig at den fælles kilde er det tapte verk av den engelske forfatter Nicholas av
Lynn, som reiste i Norge i det 14. århundrede (jfr. kap. XII, om Martin Behaim’s globus).
Erkebisp Erik Walkendorf har (i sin beskrivelse av Finmarken fra omkr. 1520)
en lignende omtale av Eskimoene, som vel må ha samme oprindelse. Han flytter
dem til nordnordvest for Finmarken, lik Pygmæene på Claudius Clavus’s kart. Han
sier: „Finmarken har mot nordnordvest et folk av kort og liten vekst, nemlig en og
‘en halv alen, som almindelig kaldes Skrælinger; de er et ukrigersk folk, for femten
‘av dem våger ikke at nærme sig til en kristen eller Rutener [d. e. Russer] hverken
‘til kamp eller til samtale. De bor i underjordiske hus, så at man ikke kan
under-‘søke eller fange dem. De dyrker guder” [Walkendorf, 1902, s. 12]’.
Vi ser således at mens den islandske literatur efter Are Frode
omtrent ingen oplysninger har om de grønlandske Skrælinger selv,
så er det en norsk forfatter, allerede i det 13. århundrede, som gir
de første meddelelser om dem og deres kultur; og en dansk
forfatter i det 15. århundrede, hvis oplysninger også oprindelig kan
stamme fra Norge (lik meddelelserne i brevet til paven og hos
Walkendorf), omtaler ikke andre indbyggere i Grønland end
Eskimoene (Pygmæer og Kareler)2; men de omtales fremdeles som
halvt sagnagtige væsener.
Forklaringen må vistnok søkes i en grundforskjel i synet. For
de islandske forfattere, opdrat i sagaskrivning (og som mest var
geistlige) var deres stamfrænders liv og kampe på Grønland det
eneste vigtige, mens etnografisk interesse for landets urfolk, de * *
1 Jacob Ziegler (omkr. 1532), som sandsynligvis har benyttet meddelelser fra
Walkendorf, blander Nordboene og Eskimoene i Grønland sammen til et folk, som
har fædrift, har to biskoppelige kirker o. s. v.; men “på grund av avstanden og den
‘vanskelige beseiling er folket næsten faldt tilbake til hedenskapet, og er . . særdeles
‘hengit til trolldoms kunster lik Lappene” . . . De bruker lette skindbåter hvormed de
anfalder andre skibe [jfr. Grønl. hist. Mind. III, s. 499],
* I den såkaldte Ivar Bårdsson’s beretning, først nedskrevet i Norge, ofres
Skrælingene også en del opmerksomhet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
