Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III - Vildanden - Paa Burgtheatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128 Vi I d an d en
engang berømte slagord og aforismer, som
er saa vide i sin knappe form, at de godt
kan betyde alt, men gjerne ogsaa intet.
Nu var vistnok aldrig den norske Ibsen*
begeistring pur og ren følelse. Den var
blandet med national selvbeundring: det var
en af vore egne, som svang sig op til ver*
densdigter . . . Hatten af! Men egentlig var
Ibsen os heller aldrig huld. Vi har vor
charme, men Ibsen lod sig aldrig besnære.
Han forblev kjølig til det sidste.
Og nu, da reaktionen mod ham er ind
traadt, viser det sig, at vi er os selv, som
skrevet staar. Af den store skal der ikke
staa stort igjen: en middelmaadig versekunst*
ner, en tyskanløben ideolog, en forskruet
moralist — — og til syvende og sidst ser jeg
af et maaneder gammelt «Morgenblad», at
Ibsen foruden alt andet var et übetydeligt
menneske.
Der er noget uigjenkaldelig ved denne
dom, som tåger pusten fra mig. Havde der
staaet i «Morgenbladet»: en übetydelig dig*
ter eller om galt skulde være: en übetydelig
aand, saa vilde en stor rest kunne tænkes
igjen som reddende og opreisende faktor.
Man kunde f. eks. berolige sig med, at Ib
sen, naar alt kom til alt, dog eiede et godt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
