Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og smaabørn var hende en forfærdelse. De
blege barselkoner paa sine halmsenge rundt i
hytterne vakk rent, naar frøken Ulla traadte ind.
Hun læste dem Pauli ord, den strenge frøken.
Gaarden var bortforpagtet. Det havde været
dem, der havde undret sig over, at de tre frøkener
ikke selv drev sin gaard. Men frøken Betha og
frøken Imeline saa haanligt paa den, der ytrede
en slig tanke: «Vi, — en krigskommissærs døtre,
nei, ved De hvad, det skjønner vi os dog ikke paa.»
«Nei, at, grave i jorden her,» sagde frøken
Ulla, — «da grov jeg mig heller ned med det
samme.»
Frøken Ulla havde havt store tanker.
«Vorherre maa vide, hvad det er, hun har tænkt sig
af livet,» sagde folk, styg som hun er.
Og folk gik afveien for hende, langt afveien.
Og hun selv streifede om i skogene i miles
omkreds med opskjørtet kjole og en stor stav i
haanden. «Den gale frøkenen,» sagde bygdens folk.
Men naar Ulla var i sit værste humør, krøb
Betha ind mellem alle sine draaber og plastre og
smørelser og kom ud og storlugtede af terpentin og
nafta og betroede Imeline, at hun altid havde været
ræd for Ullas forstand, helt fra den dag, da hun
bed over hendes myrtetræ. Det var nu mange
aar siden, fra ungdommens dage, frøken Betha
havde opelsket et lidet myrtetræ i den hemmelige
hensigt maaske, at det skulde blive hendes
brudekrans. Frøken Betha havde vist det frem i sin
stolthed og spurgt, om det ikke var pent.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
