Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjeldørreten - Ved Elven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
367
IV.
I Regelen forsøger Ørreten at snappe den for
modede Flue ved pilsnart at skyde sig op efter
den; det større eller mindre Pladsk, der gjerne
ledsager denne Bestræbelse. fremkommer, idet den
ligesaa hurtig vender sig for at søge Dybet med
sit Bytte. Undertiden følger den ogsaa ganske
sagte efter Fluen, ligesom overveiende, om den
er lækker nok. Aarsagen til denne Langsomhed
er vel forskjellig; som oftest skriver den sig dog
fra Fiskens Mistanke om, at ikke alt er saa gan
ske rigtigt. Ørreten kan, selv om den af en eller
anden Grund ikke er lysten paa Flue, slåa Gang
efter Gang efter samme, endog nappe i dens Fjær,
men uden for Alvor at ville tåge den ; den leger
da med Fluen og — ærgrer saa smaat Fiskeren.
Har man betydelig Færdighed i at kaste sine
Fluer, saa man faar dem til smukt og naturligt
at falde ned paa Våndet, vil man rette sit Kast
lige paa det Sted, hvor Fisken formodes at staa.
Er den rigtig lysten paa Fluen, og daler denne
ganske sagte ned paa Vandfiaden, ser man under
tiden Ørreten, især naar den staar høit i Våndet,
hoppe helt løs fra dette for at gribe den endnu
i Luften svævende Flue. Men er man ikke ret
behændig, faar man heller ikke Fluerne til at dale
paa denne Maade; man er udsat for at skræmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
