Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
med haanden. — Det om morgeneus guld, det mente
han bare som ordsproget. Men mon det virkelig
skulde være guld?
„Og da kan du la Martin Grassteigers æsel
spise det skidt der!" siger Vejt.
Men gamlingen likte ikke, at de gjorde nar af
harpen; der gled som skyggen af en sky over hans
ansigt.
„Du Vejt", truer han, „min harpe god, den lar
du være i ro." Dette ærgrede gutten.
„Haa, haa! Slig spiller en paa den slags
harper!" raaber han og jager haanden henover
strengene, saa de suser og springer hver eneste en. Og
saa tog begge Jodelgutterne tilbens.
Den gamle sad stille en stund og rørte sig ikke.
Han stirrede paa sin ødelagte harpe, han strøg med
begge hænderne over øjnene, han kunde ikke tro
det, han saa. Hans et og alt, hans strengeleg, den
havde de ødelagt for ham.
Først da solen sken klårt henover fjeldet, rejste
den hvidhaarede gamling sig. Han hængte sin harpe
med de sønderrevne straastrenge om halsen, stirrede
op mod de guldglitrende fjeldsider og gik afsted
med tunge skridt, opover mod stupet, hvor fossen
kommer styrtende og rislende og tindrer som
rindende guld i solen ....
Samme dags kvæld sad Jodelgutterne alene i
sætren. De kogte grød, lo og drev løjer med
hverandre. Bølingen var hentet hjem og jaget ind i
fjøset.
Lystige er Jodelgutterne altid, men
lørdags-kvælden er de lystigst. Er den gamle harpespiller
i hytten, saa ærter de ham; er han der ikke, saa
ærter de hverandre. Harpespilleren er ikke kommen
endnu, derfor hopper Klaus som en abekat op paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
