Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
219
Ibsen, som i sin store korekthed selv var ikke så
lidt af en bourgeois, afskyede bourgeoisiet. Til gjen-
gæld var han meget overbærende (vel at mærke i sin
digtning, ikke i virkeligheden) mod de menne-
sker, der brød ud af samfundsburet og gik sine egne
veie, selv om disse veie førte vild. Han kræved på
en vis vor deltagelse for dem.
Selv for det sørgelige vrag, Ulrik Brendel, finder
han undskyldninger. Han lader Rosmer rose ham for
at han dog ,havde mod til at leve sit eget liv". —
Et liv i elendighed og skam, som ender i selvmord.
Ibsen hadde som sagt kun tankens mod. —
Derfor beundred han så meget dem, som hadde
handlingens, selv om dette mod var af hedensk
art, uafhængig af al moral.
I sin tankes vilde oprørskhed og sit livs bundethed
af konventionelle former har Ibsen megen lighed
med Goethe. Vort moderne samfund, som det nu en-
gang er ordnet ved love og institutioner, har délvis
skylden for denne dualisme hos en Goethe, en Ibsen.
Det tillader ikke borgeren og individet at smelte
sammen til ét.
En dag, da jeg uventet trådte ind i Ibsens værelse,
overraskede jeg ham med synål og tråd i hånden ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
