O Kristelighed! |
|
| 1. | O Kristelighed!
du skænker vort Hjerte, hvad Verden ej ved,
hvad svagt vi kun skimter, mens Øjet er blaat,
det lever dog i os, det føle vi godt,
mit Land, siger Herren, er Himmel og Jord,
hvor Kærlighed bor! |
| 2. | Lyksalige Lod,
at leve hvor Døden har mistet sin Brod!
hvor alt, hvad som blegned opblomstrer paa ny,
hvor alt, hvad der segned, opfarer i Sky,
hvor Kærlighed vokser som Dagen i Vaar,
med Roser i Haar! |
| 3. | Livsalige Land,
hvor Glasset ej rinder med Graad eller Sand,
hvor Blomsten ej visner, hvor Fuglen ej dør,
hvor Lykken er skinnende klar, men ej skør,
hvor dyrt ikke købes til Krone på Baar
de snehvide Haar! |
| 4. | O Vidunder Tro!
du slaar over Dybet din gyngende Bro,
som Isgangen trodser i brusende Strand,
fra Dødningehjem til de levendes Land;
bo lavere hos os, det huger dig bedst,
du højbaarne Gæst! |
| 5. | Letvingede Haab,
Gudbroder, nyfødt i den hellige Daab!
o, laan os den Fjederham, Aanden dig gav,
saa tit vi kan flyve til Landet bag Hav,
hvor Evigheds Sol skinner klart allen Stund
paa Saligheds Grund! |
| 6. | O Kærlighed selv,
du rolige Kilde for Kræfternes Elv!
du fylder med Frelserens gavmilde Ord
Velsignelsens Kalk paa det kristne Gudsbord;
o, vær du vor Livdrik paa Jorden og bliv
vort evige Liv! |
| 7. | O Kærligheds Aand
det evige Liv i Fuldkommenheds Baand!
o, smelt du vort Hjerte ved Højaltrets Ild,
og klar du Jordklimpen i Solglansen mild,
saa glade vi føler os skabes i Bryst
de levendes Lyst! |
| Grundtvig. |
