Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den første sorg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186 DEN FØRSTE SORG.
hvideste marmor mod den blåa himmel isnende jog nord
vesten gjennem os og der var hængt et sørgeslør over det
hele ingen solstraale gav liv jeg skjalv og kjendte, hvor
alt var koldt og isnende blaat. Truende og spøgelsesagtige
steg fjeldene frem rundt omkring os men nu dreiet vi om
næsset og fik pludselig høre kirkeklokkerne kime kime saa
glad og frimodig kirkegaarden nei, jeg vilde ingen
ting se snegraven stormen kulden min lille gut
var ikke der mit livshaab var plantet over i en anden
jordbund, hvor livskaarene var mygere.
Jeg vilde faa se ham igjen der, hvor synd og sorg og
død ikke er mere.
Som de klokker ringed frimodig ud i kulden og halv
dagen jeg kom ind i kirken saa mange lys der var
tændt, det blændet mig ganske.
Saavidt kunde jeg gaa op til Guds alter.
Hvor alt var blevet anderledes. For første gang følte jeg,
at ogsaa jeg var bleven en anden, at livet havde tåget mig i
brug paa en ny og ukjendt maade. Jeg skjalv det var
som mine knæ vilde svigte —, men lidt efter lidt faldt der
ro over mig jeg hørte julebudskabet, det gamle, evigt
unge om, at en frelser er os født et lidet barn og lige
som langt borte saa jeg en stribe af lys igjen, den kom nær
mere det var som noget af et smil og min sjæl strakte
sig opad mod dette nye lys, som laa dunkelt skimrende i det
fjerne.
Men da gudstjenesten var endt, og jeg reiste mig for at
gaa ud af kirken igjen, hændte det noget ganske forunderligt,
som jeg aldrig har kunnet glemme. En gammel hvidhaaret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
