Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Peter den Store - 23. Peter den Stores Krig med Karl den Tolvte (1700—1709)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kong Karl som Kriger.
314
nu hæve Leiren ved Leipzig; han stod nu kun overfor
een Fjende: Czaren af Rusland.
Peter den Stores Modstander var snarere en beundrings
værdig Eventyrer end en Hersker. Den uindskrænkede
Magt, der var tilfalden ham i en saa ung Alder, medførte,
at hans overmodige Tænkemaade og hans trodsige Karakter,
hans «Jernhoved», som Tyrkerne i Bender sagde, ikke
fandt nogen Modvægt. Voltaire bemærker, at alle hans
Dyder vare udviklede i et saadant Overmaal, at de vare
blevne ligesaa farlige som de modsatte Laster. Lidenskaben
for Æren var den herskende Dyd eller Last hos ham.
Æren, alene Æren, var for ham Krigens Formaal. Han
syntes ikke at have nogen Forstaaelse af, at man ogsaa
kunde vinde Ære ved Fredens Kunster. Indtil det Øie
blik, da Efterretningen om den mod ham dannede Koalition
aabenbarede ham hans krigerske Kald, syntes han at være
Europas übetydeligste Fyrste. I sin Optræden lod han
sig ikke lede af de politiske Principer, der vare i Kurs i
det attende Aarhundrede, men han bestemtes af en mærke
lig Æresfølelse, der mindede om den fjerne Oldtid. Gen
nem Qvintus Curtius’s romanagtige Fremstilling havde
han lært Alexander den Store at kjende, og det var dette
Fantom, han havde gjort til sit Ideal. Han havde læst de
nordiske Sagaer, og man kan sige, at de gamle Vikingers
Aand levede op igjen i ham. Karl den Tolvte var en af
Eddaens Helte, der havde forvildet sig ind i det attende
Aarhundrede. Guerrier, der har skrevet Ruslands Historie,
kalder ham den sidste Vareger; Efterkommeren af de
skandinaviske Eventyrere, der forhen havde gjennemstreifet
Ruslands Sletter fra Novgorod til Kiev. Man saae ham,
der var uden Medlidenhed med sig selv og andre, udsætte
sig for Farer og unyttige Anstrengelser og jage efter Even
tyr som en «Søkonge», der ikke har andet at tabe end
sit Hoved. Krigen betragtede han kun som en Tvekamp
mellem to Modstandere, der kun kunde ende med den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
