Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Joseph Olenins kappe - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
124
kjender Dem; og hvert minut, som går, blir Deres
pine værre.
Det var en sådan art genance, jeg følte, men
hundrede gange mere pinlig, og blandet med de
urimeligste forestillinger. Undertiden syntes jeg, at
jeg spaserte ved siden af mig selv, det vil sige af
mit andet fordums jeg; snart syntes jeg, at min
polonæse løb foran mig med mit nye jeg. Slig
mangfoldiggjort, og mens mit ene jeg undgik det
andet, følte jeg mig mere latterlig ved hvert møde.
Det tilslørede blik fæstet sig alt uroligere på mig;
sveddråberne perlet i mine tindinger.
Pludselig, efter en sidste vending, stanset den
spaserende dame op under lampen, trak med et slø
ret tilside, og en længe tilbageholdt latter brast
frem som en fos; en ung, frisk stemme, som
latteren alt havde forrådt, tog i og sagde til mig
på fransk:
Hvad mener De om at give mig igjen min
kåbe snart? . . .
Jeg stod der som en støtte, fortumlet, ledte
efter ord, stammet:
— Ja sandelig — frue — jeg vilde netop
spørge Dem om det samme. men vilde
De være så snil at forklare mig hvordan?
— Å — nei, det begriber jeg ikke! — Jeg
ved bare, at De der har min kåbe på Dem, og jeg
synes endog det ser ud til, at De har adopteret den
uden videre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
