Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Varvara Afanasiévna
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59
åbnet ved et hospital i Moskou. Varvara tilbragte
der sine dage fra morgen til aften, hængende over
dissektionsbordene, følte hverken kulde eller sult,
læste og studeret med feminin lidenskab.
Efter et års forløb nødte vore forhold min mor
til at reise tilbage til landet med sine børn. Hun
vilde da også tåge sit lille landsbybarn hjem med sig
til familjens skjød; thi hun var også igrunden lidet
henrykt over denne beskjeftigelse, som hun ingenting
forstod af, og som ikke lovet nogen fremtid for en
bondepige uden en skillings formue. Denne gang gjorde
Varvara rent oprør og negtet at følge sin beskytter
inde. Det var i 1872. Krigsministeren åbnet høi
tidelig, som en prøve, de bekjendte kurser i medicin
for kvinder ved det kirurgo-medicinske fakultet i St.
Petersburg. Dette var jo noget nyt; men det er
ikke første gang, De hører sligt i Rusland, og De
forundrer Dem ikke mere over nogenting, tænker jeg.
Varvara, som endda ikke var 20 år, knyttet et par
klædesplag og nogle rubler ind i et tørklæde, tog
jernbanen til St. Petersburg og dukket ned i hoved
staden, mere ensom end Robinson på sin 0.
Nu, er De inde i begivenhedernes gang, jeg vil
derfor stanse med at fortælle og lade heltinden selv
tale, det vil De stå Dem på. Da min mor vedblev at
understøtte hende lidt, fandt Varvara sig forpligtet
til nu og da at skrive til sin velgjørerinde. Her er
brevene, jeg gjemmer dem som et underligt dokument
til vor tids moralske historie.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
