Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vinterhistorier - Onkel Fedja
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 9
traurige klokkestemme, som havde slået såmange
pinens timeslag, som så ofte havde varslet klokke
slettet for jammer og død.
Dens støi bragte Akulina tilbage til sig selv og
sin fixe idé. Hun reiste sig og kastet et sidste for
pint blik mod døren. Mere end én fulgte med øinene
dette blik, selv blandt dommerne. I dette øieblik
tror jeg ingen vilde blevet forbauset, om Anton
Petrovitch havde vist sig på tærskelen. Og greben
af den samme tanke dreiet jeg mig også mod døren.
Den rørte sig ikke. Men til min store for
bauselse opdaget jeg i enden af salen en ræveskinds
pels, som jeg kjendte godt, med sine snaue folder,
sin lugt af kulde og sne. Onkel Fedja var dukket
op for lidt siden og gjemte sig i et hjørne. Hans
små, klippende øine løb urolig rundt mellem de til
stedeværende, dommerne og anklagede; især hang
hans øine længe ved børnene, og jeg syntes da, de
havde den ømme, gode lysning i sig, som jeg kjendte
fra før, når jeg var bedrøvet, og gamlingen gav mig
skilderier fra Suzdal.
Da formanden, efterat der var kommen mere
ro i salen, begyndte at læse op dommen, klødde
onkel Fedja sig i hodet og hostet, som han var
optaget af en tanke. Han så engang hen til bør
nene, derpå op på kristusbilledet, og med engang
trippet han, under varsomme bevægelser for ikke at
bry nogen, hurtig og ængstelig opover midtgangen
mellem de to bænkerader. Oppe ved prætoriet lagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
