Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
frem til Virkelighed, og hendes Hjerte aabne sig 1
rig, straalende Kærlighed.
Men — og hun smilede — saa maatte hun
da forst have Kæresten. Det vil sige, ham, der
skulde blive den udkaarne. Og ham havde hun
ikke endnu.
Saa var det vel heller ikke rigtigt med
Kærligheden endnu. For det maa dog være en
bestemt, man elsker. Og i Grunden kan man jo
ikke saadan »elske« — hun smilede ved Ordet.
Hugo havde sagt en bred æ-Lyd og et hvislende s.
Man kan jo ikke saaledes elske en Herre.
Nu tænkte hun igen paa Hugo. Kvinde —
Fruentimmer — Pige — Herre — Mandfolk —
Mand.
Nej, saadan kunde man ikke tænke.
Hugo sagde — —.
Hugo, Hugo, Hugo . . . hvorfor tænkte hun
altid paa Hugo?
Kon var han og begavet. Mandig? Han sad
saa rædsomt paa en Hest og skod ikke godt.
Men han havde saadan dybe Øjne. Gud ved,
om det var sandt, at han havde været saa — —
vidtløftig.
Disse Kvinder, disse ækle Fruentimmer, som
der er saa mange af inde i Hovedstaden.
Vendela trak paa Skulderen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
