Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hin violette Purpurfarve, som de franske
Konger har valgt som Tegn paa sin Sorg,
idet de overlod den sorte Farves nedtryk
kende Monotoni til sine Undersaatter, hans
Aner funklede as Henrykkelse og uden at
vente paa videre Skaaltaler fyldte og tsmte
han selv atter og atter sit Glas, hvorved
han med en Tunge, som beftandig blev tyk
kere, forsikrede hver enkelt af Herrerne om
sit evige Venskab og indbsd dem til at be
ssge ham paa hans Gods. Neppe en halv
Time var forlsbet, fsr den store, stcerke
Junker, ester at han i nogle Ajeblik havde
leet hsjt og derftaa igjen lydelig stsnnende
og klagende var hensunket i en tungsindig
Melankoli, lod Hovedet falde ned paa sit
Bryst og lukkede Ajnene i en Ssvn, hvis
Fasthed man kunde bedsmme ester den snor
kende Tone, som opsteg af hans Bryst med
den samme Regelmcessighed og Kraft som
Lyden af en Sag, der overskjcrrer en stcrrk
Egestamme.
~Havde jeg ikke Ret?" raabte Baron
von Alten triumferende. ~Den gode, brave
Werscbe vil nu ligesaa lidt belure os, som
om han var tretti Mil borte herfrå paa sit
Gods i Kalenberg, hvorhen han saa elsk
verdig har indbudt os alle, — vi kan rolig
lade ham bceres ind i sit Vcerelse, — jeg
indestaar for at han fsr i Morgen tidlig
M igjen vil komme til Bevidsthed, og at
2*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
