Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. M. J. Monrad f. 1816 — † 1897
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1911. No. 3.
psykologiens historie i norge.
39
til at erkjende sjælen maa gaa gjennem de stadier som tænkningen
foreskriver. Al tænkning er imidlertid betinget av at der er tænkelige
forhold git. Med andre ord: tilværelsen maa være logisk. Ideen
uttrykker da ogsaa, efter Hegels filosofi, det fond av virkelighet som findes
i tilværelsen, og filosofien har gjennem sit dialektiske arbeide at søke
at naa til ideen. Denne fremtrær ikke overalt like utilhyllet. Paa
jorden har den sin høieste form i mennesket som aandsvæsen; dets
egenskap av tænkende personlighet hæver det utover naturbegrænsningen,
som er det forringende, fordunklende, fremmede moment i den paa det
absolute anlagte verden. Naar filosofen skal løse sin opgave, saa er
hans arbeide en bevægelse indenfor fornuften, en bevægelse fra logiken
i retning av aanden. Men mellem de to begreper logik og aand ligger
et tredie begrep, naturen; først efterat tanken fra logiken eller begrepet
har arbeidet sig gjennem naturen, naar den til aanden som den høiere
enhet av dem begge.
Naturen er bare iveien; den er et moment i
fuldkommenhetspro-cessen, men den er et tids- og fornuftspildende moment, den sinker
erkjendelsen av det absolute. Ja den vilde hemme og hindre, dersom
man gik til den for at utlede erkjendelsesmetoderne. Hegels stilling til
naturvidenskapen ligger uttalt i disse domme. Han vil ikke vite noget
av en naturopfatning bygget paa iakttakelser; den »sanselige
evolutionslære« forkaster han som en frukt av denne metode1.
Monrad staar baade efter sin ensidig klassisk-teologiske dannelse
og som principiel tilhænger av Hegel like uforstaaende overfor den
naturvidenskapelige tænkemaate. Han ser, i motsætning til Treschow,
med uvilje paa ethvert forsøk som vil gjøre naturvidenskapelige
synspunkter gjældende for tænkningen. I almindelighet er M. sky overfor
den slags emner. Hvor han kommer ind paa dem, løper det ikke altid
heldig av. Gjentakende taler han om aggregattilstandene paa samme
maate som oldtid og middelalder: nemlig om jord, vand, luft og ild
som elementer. I sin bok »Om det skjønne, tolv forelæsninger«,
Kristiania 1859, filosoferer han over farverne med en slags naturmystik
som minder om Schellingske fantasier.
S. 154: »Farven eller den maade hvorpaa en ting bryder lyset, er
ogsaa i naturen det fornemste udslag af tingenes indre beskaffenhed,
af det indre livs virksomhed.«
Men just i Monrads virketid foregik det gjennembrudd, som førte til
at den psykologiske granskning blev bragt ind under naturvidenskapelige
1 Se Hegels „Vorlesungen über die Naturphilosophie", utg. av Michelet (Hegels Werke
VII) og min avh. i Samtiden 1902, hefte 3 : Romantik og forskning s. 127 ff.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
