Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
93
tiltalte mig i deres Naturlighed og Naivitet, saa kunde
han ubetinget bedst finde sig til Rette med mig. Hans
Aandsretning var mig behagelig, og hans Vidundertro,
der kom ham saa meget til Gode, lod jeg uantastet."
Denne Udtalelse er interessant, fordi den kaster Lys
baade over Jung og Goethe selv. Hvad denne angaar,
maa man erindre, at der var betydelig Forskjel paa Goethe
som ung og som gammel. Paa sine ældre Dage
karakteriserer han sig selv som „Hedning"; i sine yngre Dage
var han vel ingensinde virkelig Kristen, men stod dog
anerkjendende overfor Kristendommen og var ikke
upaa-virket af den. Det er bekjendt, at den fromme Frøken
v. Klettenberg en Tid lang havde megen Indflydelse paa
ham, og især ved Omgangen med hende havde han faaet
øjet opladt for Kristendommens Betydning. Goethe har
engang udtalt det Ord: „Enhver positiv Religion har sin
største Tillokkelse, saalænge den er i sin Vorden; derfor
er det saa lærerigt at tænke sig ind i Apostlenes Tider,
hvor alt endnu fremstiller sig friskt og umiddelbart aandigt.
Brødremenigheden har noget magisk ved sig derved,
at den synes at fortsætte hin første Tilstand." Skjøndt
han selv holdt sig tilbage fra Kristendommen, fordi han
blandt andet tvivlede om dens historiske Sandhed, ja
skjøndt han var saa fjærn fra et virkeligt Gudsforhold, at
han allerede i hin Ungdomsperiode næsten helt havde
hørt op med at bede1), saa havde han med sin fine
aandelige Sands et umiddelbart Behag i saadanne
Mennesker, der aabenbart med hele deres Sjæl levede i den.
Derfor syntes han ogsaa saa godt om Jung, der netop
hørte til den Slags’2).
’) Som man ser af Kestners Dagbog 1772, hvori der.ne siger om
Goethe: „Religionen, Kristendommen agtede han højt hos andre,
men han selv forblev fjærn fra det kirkelige Samfund og tilstod om
sig selv, at han sjælden mere kunde bede."
*) Goethe sagde engang 1829 i en fortrolig Samtale, at den Tanke
ofte havde besøgt ham, om han vel havde handlet rigtigt i at vende
sig bort fra en Retning (den kristelige, navnlig ved Frk. v.
Klettenberg), der længe syntes „velgjørende for hans Aand og Hjærte."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
